På den lange bane: Svømmeklub drømmer om større bassin

Thisted Kommune sætter nu gang i en analyse af behovet

Jesper Sander Andersen, formand for Thisted Svømmeklub, er glad for, at der nu sættes skub i arbejdet med at se på svømmehalsfaciliteterne i Thisted Kommune. Arkivfoto: Peter Mørk

Jesper Sander Andersen, formand for Thisted Svømmeklub, er glad for, at der nu sættes skub i arbejdet med at se på svømmehalsfaciliteterne i Thisted Kommune. Arkivfoto: Peter Mørk

THISTED:Hvem bruger svømmehallerne i Thisted Kommune, og hvor meget? Og er der faktisk behov for et nyt 50 meter bassin?

Det vil Thisted Kommune gerne have svar på, inden man tager stilling til et længe næret ønske fra Thisted Svømmeklub om et nyt bassin med konkurrencemål. Et flertal i børne- og familieudvalget har derfor besluttet, at et konsulentfirma skal udarbejde en grundig analyse af svømmefaciliteterne i Thisted Kommune.

Thisted Svømmeklub har for over et år siden søgt kommunen om økonomisk støtte til at få udarbejdet en forundersøgelse af muligheden for at etablere et udendørs 50 meter bassin ved Thyhallen. Målet var at få lavet en projektering, som klubben derefter kunne bruge til at søge fonde og sponsorer.

I første omgang lød beskeden fra politikerne i udvalget, at det kunne forvaltningen godt hjælpe med, og der blev ikke bevilget penge til klubben direkte.

Nu har Thisted Kommunes fritidsafdeling altså i stedet anbefalet, at man starter med at få udarbejdet en samlet analyse af området, og det har udvalget sagt ja til at bruge cirka 180.000 kroner på.

Det bliver Idrættens Analyseinstitut, der skal stå for undersøgelsen.

Et samlet overblik

- Vi synes, at hvis der skal laves så stor en investering, så er vi nødt til at kigge på det samlede svømmehalsområde i hele kommunen og se, hvilke faciliteter vi har til rådighed, siger Kristian Pilgaard, sektionsleder for fritidsafdelingen i Thisted Kommune. Han fortsætter:

- Vi skal bruge analysen for at kunne kvalificere beslutningen om, hvad der er behov for. Om der er et behov for et 50 meter bassin. Eller nærmere, hvor stort behov der er, eller hvilket behov man vælger at imødekomme, for der er ingen tvivl om, at Thisted Svømmeklubs elite og største talenter vil sige, at de har et behov for sådan et bassin.

Kristian Pilgaard forventer, at analysen måske nok vil pege på, at elitesvømmerne har behov for et 50 meter bassin, men at den færdige rapport også vil kunne sige noget om, hvilke behov andre brugere af kommunens svømmehaller har.

- Spørgsmålet er, hvor man får mest ud af de investeringer, der kunne laves på svømmehalsområdet, siger han.

Kristian Pilgaard regner med, at analysen kan ligge klar inden sommerferien 2022.

- Der bliver brugerinddragelse og workshops undervejs, og her vil Thisted Svømmeklub selvfølgelig også blive inddraget, siger han.

Svømmere udefra

Jesper Sander Andersen, formand for Thisted Svømmeklub, glæder sig over, at der nu sker noget i forhold til det videre arbejde med mulige nye svømmefaciliteter.

- Vi presser jo på, alt det vi kan, fastslår han og fortsætter:

- Vores behov for et nyt 50 meter bassin ligger i forlængelse af, at vi prøver at få en mere professionel afdeling op at køre. Hvis vi får tiltrukket måske 15-20 svømmere udefra, så får vi virkelig behov for den vandtid i et større omfang, fordi der også skal være plads til offentlig åbningstid i Thyhallen.

Tilskud fra elitesportsrådet

Thisted Svømmeklub har netop fået bevilget 50.000 kroner fra Thisted Kommunes elitesportsråd til opkvalificering og udvikling af svømmeundervisningen i Thy. Her henviser klubben blandt andet til deres ønske om at etablere et ”Træningscenter Thy”, som skal kunne rekruttere svømmere fra hele landet.

- Vi vil gerne bygge et større og mere professionelt svømmecenter forstået på den måde, at de bedste nationale svømmere skal have mulighed for at komme og træne her i Thy, når vi nu har nogle af landets bedste trænere, siger Jesper Sander Andersen.

Peter Larsen (V), formand for børne- og familieudvalget, har stor forståelse for svømmeklubbens ønsker.

- Vi har en fantastisk svømmeklub, som har et potentiale for yderligere. Skal vi videreudvikle det her område, har vi behov for et 50 meter bassin. Men her og nu har vi brug for en analyse, der ser på behov og potentialer, og så tager vi den derfra, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.