På et år er prisen mere end fordoblet: Fødevaregigant må tænke kreativt

Den vigtigste råvare for fødevareproducenten i Thisted er steget over 100 procent i pris det seneste år

- Nogle varer har vi måttet finde andre løsninger på. Vi har lavet receptændringer med skift til andre tilsætningsstoffer, siger Christian Munk, administrerende direktør i Dragsbæk A/S. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

- Nogle varer har vi måttet finde andre løsninger på. Vi har lavet receptændringer med skift til andre tilsætningsstoffer, siger Christian Munk, administrerende direktør i Dragsbæk A/S. Arkivfoto: Bo Lehm

THISTED:Produktudviklingsfolkene på Dragsbæk har travlt som aldrig før. Men lige nu går det ikke så meget ud på at opfinde velsmagende og velsmurte nyskabelser til markedet. I stedet drejer den innovative indsats sig om at finde brugbare erstatninger for de vegetabilske olier og ingredienser, som fødevarefabrikken i Thisted ikke længere kan skaffe.

- Vi er udfordret på stort set alle de råvarer, vi bruger. Det har vi egentligt været siden pandemiens start, men corona har blot været en opvarmning til den langt værre situation, der indtraf fra februar med krigsudbruddet i Ukraine, siger Christian Munk, administrerende direktør i Dragsbæk A/S.

Dragsbæks populære smøremargarine Bakkedal kan muligvis have fået et lidt andet indhold, men forbrugerne hæfter sig formentlig mere ved, at den er blevet dyrere i butikkerne. <i>Arkivfoto: Michael Koch</i>

Dragsbæks populære smøremargarine Bakkedal kan muligvis have fået et lidt andet indhold, men forbrugerne hæfter sig formentlig mere ved, at den er blevet dyrere i butikkerne. Arkivfoto: Michael Koch

Han giver gerne et rids af leveringssituationen for de vegetabilske olier, som er den altdominerende råvare, når man som Dragsbæk primært producerer smør- og margarineprodukter til bageri, industri og detailhandel. 

- De er prismæssigt steget fra start 2021 til slutningen af i år med over 100 procent. Det kan vi se ud fra de varslede priser. Det største marked for tropiske olier er Indonesien, som senest har været ude at meddele, at landet lukker ned for eksport af nogle af sine olier. Det har presset priserne op, siger Christian Munk.

Stop fra leverancer fra Ukraine

Ukraine har været den største leverandør af solsikkeolie og har også en betydelig produktion og eksport af rapsolie. Begge eksporter stoppede brat ved krigsudbruddet i februar. 

- Det har presset hele verdensmarkedet for råolier. Vi har ikke benyttet solsikkeolie i særligt stort omfang, men kunderne til solsikkeolie er flyttet over på andre olietyper såsom palmeolie og rapsolie, og det har presset priserne op på disse olier. Det har lagt et kæmpe pres på samtlige forsyningskæder. Olierne transporteres i stort omfang med fragtskibe, og priserne på søtransporter er også gået i vejret samtidig med, at der er coronarestriktioner i Shanghai, som forsinker transporter, siger direktøren.

Det har så tilsammen gjort, at Dragsbæk må være kreativ og få det bedste ud af nødsituationen.

- Nogle varer har vi måttet finde andre løsninger på. Vi har lavet receptændringer med skift til andre tilsætningsstoffer. Det gælder forskellige margarinetyper, hvor vi har udskiftet delelementer med andre, som vi har kunnet få hjem. Vores produktudvikling har ændret fokus fra at skabe nyt grundlag for vækst til at finde nye løsninger på det, vi allerede har, for at være i stand til at levere på længere sigt, siger Christian Munk.

Hvad har vi på lager, må Dragsbæk spørge sig selv i disse udfordrende tider. Men foreløbig leverer man sine produkter. <i>Arkivfoto: Peter Mørk</i>

Hvad har vi på lager, må Dragsbæk spørge sig selv i disse udfordrende tider. Men foreløbig leverer man sine produkter. Arkivfoto: Peter Mørk

Når Dragsbæk skal betale mere for sine råvarer, må virksomheden også tage mere for sine slutprodukter.

Prisstigninger skubbes videre

- Vi er henvist til at skubbe prisforhøjelserne videre. Vores kunder har forståelse for det, for de er selv ramt af det samme. Skulle man pege på et lyspunkt, er det som om, prisforhøjelserne synes at have stabiliseret sig de seneste to uger. Om det går op eller ned herfra er umuligt at sige, for de parametre, vi hidtil har forsøgt at tage bestik ud fra under krisen, har konsekvent været forkerte. Ingen i fødevareindustrien har oplevet noget lignende tidligere, siger Christian Munk med eftertryk. 

I den situation er det værd at bemærke, at Dragsbæk har kunnet opretholde sin beskæftigelse. Der er omkring 250 medarbejdere i Danmark, hvor 100 er beskæftiget i Thisted på fabrikken på Simons Bakke og administrationen i Tilsted.  

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden