På et døgn organiserede Leo to busser til at hente flygtninge fra Ukraine

70 familier i Thy og på Mors har sagt ja til at huse de ukrainere, som kommer i busser fra Morsø Turistfart

Leo Jørgensen ombord i en af busserne sammen med Inga Sandorf, sosu-assistent og hustru til en af chaufførerne. Privatfoto

Leo Jørgensen ombord i en af busserne sammen med Inga Sandorf, sosu-assistent og hustru til en af chaufførerne. Privatfoto

THY-MORS:Ideen opstod, da Leo Jørgensen fra Hundborg sad og læste i Nordjyske om folk, der i deres privatbiler kørte til den polsk-ukrainske grænse for at hente krigsflygtninge.

Hurtigt fik han via bekendte organiseret to busser fra Morsø Turisttrafik, og et døgn senere - tidligt tirsdag morgen - kørte busserne med ham selv og et hold hjælpere af sted fra Nykøbing mod den polske by Dorohusk ved grænsen til det krigshærgede land.

Busserne er stopfyldt med tøj, mad, medicin og meget andet. Men ikke mindst vigtigt medbringer Leo Jørgensen navne og adresser på 70 familier i Thy og på Mors, som har sagt ja til at huse de flygtninge, som skal med tilbage i busserne.

- Det er et udtryk for, hvad civilsamfundet kan, når sagen er god, fortæller Leo Jørgensen i telefonen, mens de to busser tirsdag eftermiddag er på vej gennem Tyskland med kurs mod Dorohusk. Her har de en aftale om, at de sager, som er blevet indsamlet i Danmark, kan blive omlastet til en lastbil, der fragter det ind i Ukraine. Og samtidig er de klar til at samle flygtninge op.

Intet problem at finde husly

I de to busser fra Mors er plads til 130. Leo Jørgensen forventer, at nogle af flygtningene gerne vil sættes af hos familie eller venner i Polen eller Tyskland. Men det bliver ikke noget problem at finde husly til alle hos de 70 værter, som på få dage har meldt sig via Leo Jørgensens opslag på Facebook.

- Jeg er selv landmand, og der er mange andre landmænd, som har meldt sig, og som siger, at de har tomme huse eller lejligheder, hvor ukrainerne bare kan flytte ind, fortæller han - der, ved siden af landbruget, er leder af Enggaarden, et socialt arbejds- og bosted for psykisk sårbare mennesker.

Et lille hold hjælpere er med på turen til den polsk-ukrainske grænse. Privatfoto

Et lille hold hjælpere er med på turen til den polsk-ukrainske grænse. Privatfoto

Flygtningene kan hentes ind i landet takket være meldingen fra regeringen om, at de sædvanlige asylprocedurer er suspenderet i forhold til de krigsramte ukrainere. Men værterne forpligter sig også til at sørge for flygtningenes underhold. Leo Jørgensen har dog påtaget sig at koordinere, hvis der er brug for af hjælp i den forbindelse. Og han har kontakt til herboende ukrainere, som vil hjælpe med bl. a. tolkning.

- Men det er klart, at på en lange bane skal der findes en anden løsning, siger han.

Ifølge tidsplanen skulle busserne kunne være fremme i den polsk-ukrainske grænseby ved 23-tiden tirsdag aften. Og efter at chaufførerne har fået deres ni timers hvil vil de - om alt går vel - onsdag midt på formiddagen være klar til at køre retur mod Danmark med flygtningene.

Den lette del er overstået

- Vi er klar over, at det er den lette del, vi har overstået nu, lyder det fra Leo Jørgensen - der er glad for, at to med sundhedsfaglig ekspertise er med på turen, nemlig Camilla Lindsted Andersen, der arbejder på Enggaarden, og Inga Sandorf, hustru til en af chaufførerne. De er begge sosu-assistenter.

Udgiften til de to bussers godt 3000 km lange tur fra Nykøbing Mors til den ukrainske grænse og retur har Leo Jørgensen i øvrigt aftalt at dele ligeligt med Martin Haar Josefsen, driftsleder i Morsø Turisttrafik.

Fra Morsø Turisttrafik har ideen med at hente flygtninge i turistbusser i øvrigt spredt sig til flere andre busselskaber i hele handet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.