Ildebrand

Påskefrokosten blev afbrudt: Skaffede sig adgang og slukkede brand hos naboen

Forbipasserende opdagede en brand og ringede på hos naboen

Arkivfoto
Arkivfoto

Opdateret 12. maj 2022 kl. 14:19

VESTERVIG: Hurra for snarrådige borgere og gode naboer. Sådan fristes man til at tænke, når man hører historien om en brand i et hus i Aagade i Vestervig, som udbrød fredag aften kort efter klokken 17.

For brand var der, da en forbipasserende kiggede på vinduet i huset i Aagade.

- Der var ild i et stearinlys, og ilden fik fat i gardinerne og træpanelerne i vinduet, fortæller indsatsleder Henrik Gade Jespersen fra Nordjyllands Beredskab.

Der var ingen hjemme i huset, så den forbipasserende borger skyndte sig ind til naboerne af huset. Her var en påskefrokost i gang, men de var ikke desto mindre lige så vakse.

- De skaffede sig adgang ad bagvejen i huset, og fik slukket ilden ned. Hvis de ikke havde gjort det, havde det set meget anderledes ud. Det var godt arbejde, konstaterer indsatslederen.

Beredskabet kunne derfor nøjes med at yde indsats i små 25 minutter.

- Vi efterslukkede for gløder og ventilerede huset, oplyser Henrik Gade Jespersen og tilføjer, at der er kontakt til husets beboere.

Gå til relaterede emner

Forsiden