PH i høj kurs blandt indbrudstyve
Tre tilfælde af indbrud i Thy, hvor designeffekter er stjålet.
THY: Poul Henningsen og Børge Mogensen er to designerikoner, hvis produkter er letomsættelige hælervarer. Det har der i det forgange døgn været anmeldt tre eksempler på ifølge døgnrapporten fra lokalpolitiet i Thisted.
På Spanggårdsvej i Klitmøller har der mellem lørdag og mandag været indbrud i et fritidshus, hvor tyven har skaffet sig adgang ved at bryde et vindue op. Udbyttet blev designmøbler af PH og Mogensen.
Politiet formoder, at den eller de samme har været på spil ved et indbrud på Sømærkevej i Stenbjerg i samme tidsrum. Fra et hus blev der stjålet en loftslampe, en standerlampe og en bordlampe, alle af mærket PH. Desuden forsvandt der nogle Børge Mogensen fletstole og gyngestole.
Uden påviselig sammenhæng med disse to indbrud var et mere dramatisk et af slagsen, hvor gerningsmændene ikke engang behøvede at komme indenfor. Hos Thisted El-Forretning på Winthersmøllevej i Thisted, gik alarmen klokken 2.30 natten til tirsdag. Tyven knuste en butiksrude og kunne række ind og snuppe en PH lampe til en værdi af 7700 kr.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.