Politikere på pengejagt: Nu skal der findes millioner til havnen
I eftermiddag mødes formændene for de politiske grupper i kommunalbestyrelsen til det første af sandsynligvis flere møder, som skal afklare, hvor pengene til at dække underskuddet i Hanstholm Havn kan findes
THISTED: Opgaven til de politiske partier bag forliget om Thisted Kommunes 2023-budget er klart defineret, når formændene for kommunalbestyrelsens otte politiske grupper mødes i eftermiddag.
Budgettet skal genåbnes, for der skal findes i udgangspunktet 63 millioner kroner, som skal bruges til at dække de seneste tre års akkumulerede underskud i Hanstholm Havn. Fra årsskiftet ændrer havnen status fra at være kommunal selvstyrehavn til fremover at være kommunal havn. Det betyder, at Thisted Kommune overtager driften af havnen og at havnens økonomi integreres som en del af kommunens samlede økonomi.
Jens Kristian Yde, formand for den konservative gruppe i kommunalbestyrelsen og næstformand i den siddende bestyrelse for Hanstholm Havn, sætter sig til forhandlingsbordet med den tilgang, at selv om oplægget er, at der skal findes 63 millioner kroner til at dække havnens underskud, kan en nærmere gennemgang af tallene vise, at der bliver tale om et mindre beløb.
- Lige nu er der usikkerhed om tallene, så den første opgave bliver, at få et helt klart billede over størrelsen på det beløb, der skal indfries, inden kommunen overtager havnen - og det er for mig at se det, vi i første omgang skal tage stilling til, siger Jens Kr. Yde, som forventer, at gruppeformændene ikke finder en løsning efter bare et møde.
- Jeg tror vi må forvente at mødes to måske tre gange mere, siger han.
Jens Kr. Yde understreger, at det for ham at se i første omgang handler om at finde de penge, der skal bruges til at dække det underskud, havnen har akkumuleret i de seneste tre år.
- Næste opgave, som vi bør tage fat på tidligt i 2023, er at se ind i 2024 og 2025 med blik for den udvikling, som vi må forvente kan bidrage til havnens indtjening, siger Jens Kr. Yde.
Han mener, at der er anlagt et for pessimistisk skøn, da det blev vurderet, at driften af Hanstholm Havn frem til udgangen af 2025 samlet vil kræve, at der tages i alt 175 millioner af kommunekassen for at dække underskuddet - inklusive pengene til at dække de sidste tre års underskud.
Inden dagens forhandlinger er det meldt ud, at en af mulighederne for at finde pengene til at dække havnens underskud er at udskyde planlagte anlægsinvesteringer. Det kan også få effekt for en række anlægsbevillinger, som kommunens udvalg for erhverv, klima, miljø og teknik, hvor Jens kr. Yde er formand, i denne uge har indstillet bliver bevilget. Det skal godkendes i kommunalbestyrelsen på decembers møde.
Bevillingerne omfatter en række forskellige formål - fra 10 mio. kroner til vejanlæg, 12,5 mio. kroner til ejendomsvedligeholdelse, 250.000 kroner til renovering af legepladser og en million kroner til reparation at tærede kloakrør - for at nævne nogen.
- Måske bliver nogen af bevillingerne berørt af arbejdet med at finde penge til havnens underskud, måske ikke, men det kan ikke udelukkes, at en eller flere af dem er i spil, konstaterer Jens Kr. Yde.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.