Rasmus har kæmpet hårdt for Skiftesporet: - Vi har tabt
Kommune ændrer ikke beslutningen om, at jobcentret stopper samarbejdet med det socialpædagogiske tilbud
THISTED: - Vi har tabt. De kommer ikke til at ændre noget.
Det konkluderer en nedtrykt Rasmus Søndergaard, bruger af det socialpædagogiske tilbud Skiftesporet i Thisted, efter at han netop har modtaget en mail fra kommunens erhverv- og beskæftigelseschef Trine Engholm Christensen med svar på en række spørgsmål, han har stillet.
Her bekræfter hun blandt andet, at der ikke er ændret på den beslutning, som Thisted Kommunes arbejdsmarkedsudvalg traf 19. december, hvor en stor besparelse på jobcentret blandt andet findes ved at stoppe jobcentrets samarbejde med tilbud som Skiftesporet.
Besparelsen på Thisted Kommunes jobcenter og andre jobcentre i landet er udløst af, at partierne bag Arne-pensionen i juni 2022 blev enige om, at ordningen skal finansieres via en såkaldt "nytænkning af beskæftigelsesindsatsen". For Thisted Kommunes vedkommende betyder det, at aftalen i år udløser en besparelse på cirka 5,6 millioner kroner på jobcentrets område.
Brugerne af Skiftesporet blev informeret om beslutningen på et møde i januar. På det tidspunkt fik de at vide, at jobcentret stopper samarbejdet med Skiftesporet ved udgangen af juni.
Til møde i Folketinget
Siden har en gruppe af de unge kæmpet for at få politikerne til at droppe jobcentrets besparelse på Skiftesporet. De har iværksat en underskriftindsamling, og de har haft foretræde for Folketingets socialudvalg og beskæftigelsesudvalg. De har også mødtes med Thisted Kommunes arbejdsmarkedsudvalg, og alle steder har de forklaret, at omlægningen vil ramme de psykisk sårbare unge hårdt. De har desuden stillet spørgsmål ved, om det virkelig var partiernes intention med aftalen om finansieringen af Arne-pensionen, at der skulle spares på den slags tilbud til unge.
Undervejs har de følt, at politikerne i både Folketinget og i kommunens arbejdsmarkedsudvalg lyttede til dem.
- Vi havde opfattelsen af, at arbejdsmarkedsudvalget forstod, hvad vi kom med, og ville gå efter det, vi sagde, men det er så ikke tilfældet, konstaterer Rasmus Søndergaard.
Ny aktør
Trine Engholm Christensen fremhæver i mailen, at som en del af arbejdsmarkedsudvalgets beslutning 19. december blev der afsat midler til nye tilbud. "I april sættes flere nye tilbud i gang. Vi håber selvfølgelig, at borgerne også bliver glade for disse tilbud", skriver hun.
Rasmus Søndergaard oplyser, at han selv er indkaldt til et møde med et eksternt firma, der hedder MoveMentors midt i april. Det er et firma, der samarbejder med jobcentre om at hjælpe borgere ud på arbejdsmarkedet.
Erhverv- og beskæftigelseschefen fortæller, at MoveMentors er en ny samarbejdspartner for Thisted Kommune.
- Det er som et led i hele den omlægning af beskæftigelsesindsatsen, siger Trine Engholm Christensen. Hun oplyser, at firmaet lige har lejet sig ind i lokaler i Thisted.
- Men det bliver jo noget andet end Skiftesporet. Man kan ikke helt sammenligne tilbuddene. Skiftesporet har jo også været, og er stadigvæk, et servicelovstilbud. MoveMentors er et rent beskæftigelsestilbud, siger hun.
Gentænker tilbud
Mange af de unge, der har været visiteret til Skiftesporet, har været visiteret efter både Lov om aktiv beskæftigelse og Serviceloven, hvor jobcentret har betalt 40 procent, og socialforvaltningen 60 procent.
- Før var vi to, der delte et tilbud, og nu går den ene part, altså jobcentret, ud af tilbuddet, forklarer Trine Engholm Christensen og tilføjer:
- De timer, de havde efter Serviceloven i Skiftesporet, har de stadigvæk, med mindre de har modtaget en afgørelse om, at det har de ikke. Det er socialafdelingen, der skal kigge på det, men jeg forestiller mig, at hvis de plejer at være i Skiftesporet fem dage om ugen, så skal de noget andet i de to dage, vi betaler for, og så kan de blive i Skiftesporet i de tre dage, Serviceloven betaler for.
Spørger man Karen Vraa Jensen, chef for handicap- og socialpsykiatri i Thisted Kommune, så er det imidlertid ikke nødvendigvis sådan, det kommer til at gå.
- Er man berettiget til et tilbud efter Serviceloven, er man stadig det. Men når man fjerner halvdelen af finansieringen af et tilbud, skal man jo retænke det, og det er det, vi er i gang med nu. Der sker en revisitation af hver enkelt borger i forhold til, hvad der er brug for, og det skal ses i sammenhæng med de indsatser, jobcentret sætter i værk, forklarer hun.
For Rasmus Søndergaard og de andre unge, hvis tilbud i Skiftesporet er delvist finansieret af jobcentret, betyder det altså, at de kommer til at vente et stykke tid endnu, inden de ved, hvordan deres dagligdag ser ud efter juni.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.