Erhverv

Rekordmange ansættelser i 2022: Sparekasse tjener penge - og ruster sig til krise

Sparekassen Thy har øget sin indtjening på renter og gebyrer med 20 pct. i løbet af det seneste regnskabsår

Ole Beith, direktør for Sparekassen Thy, er godt tilfreds med årsresultatet for 2022, der lyder på 121 mio. kr. før skat.
Ole Beith, direktør for Sparekassen Thy, er godt tilfreds med årsresultatet for 2022, der lyder på 121 mio. kr. før skat. Foto: Bo Lehm

Opdateret kl. 17:15

THISTED: 4300 nye kunder, 20 pct. højere indtjening på renter og gebyrer, samt et årsresultat før skat på 121 mio. kr.

Det er nogle af hovedpunkterne i den årsrapport for regnskabsåret 2022, som Sparekassen Thy har offentliggjort onsdag.

- 2022 var virkelig et anderledes år. Da vi gik ind i året, var der ingen, der anede, at der ville blive krig i Ukraine, eller at renten ville stige så voldsomt. Vi var stadig optaget af eftervirkningerne efter corona, siger Ole Beith, direktør for Sparekassen Thy.

Den generelle usikkerhed og markedsuro har sat sit aftryk på årsresultatet. Sparekassen Thy, som har en beholdning af aktier og obligationer på 3,4 mia. kr., kan i 2022 notere et minus på 43 mio. kr. på kursreguleringer. I 2021 tjente sparekassen 45 mio. kr. på samme post, hvilket altså er en negativ påvirkning på resultatet på næsten 90 mio. kr. fra det ene år til det andet og dermed en væsentlig faktor i udviklingen på årets resultat før skat, som i 2022 endte på 121 mio. kr. mod 191 mio. kr. året før.

Til gengæld har sparekassen tjent penge på andre parametre, herunder har de stigende renter skabt stor aktivitet, for eksempel når kunderne har bedt om rådgivning til at gå deres lån efter i sømmene, forklarer direktør Ole Beith:

- Det, at renten er steget så meget, har fuldstændig eksploderet vores realkredit-område. Fra at vi i 2021 havde et meget højt niveau på realkredit, på grund af sommerhushandler og bolighandler i det hele taget, så lagde vi i 2022 faktisk 50 pct.  oveni, siger han og tilføjer:

- Der er også sket det, at corona-hjælpepakkerne er udløbet, hvilket betyder, at der er rullet noget udlån tilbage i vores forretning, samtidig med at kunderne også gerne vil låne flere penge af os. Derfor er vores udlån steget med omkring otte procent i 2022, og når vi låner flere penge ud, tjener vi også flere penge.

- Det er ikke fordi, vi har været ude og sætte priserne og gebyrerne op, men fordi kunderne har trukket så mange flere varer ud af vores forretning, fortæller direktør Ole Beith. Foto: Bo Lehm

Direktøren tilføjer, at kunderne desuden ikke har ladet sig afskrække af inflation og krisesnak, når det kommer til bilmarkedet. Således har Sparekassen Thy lavet samme antal billån i 2022 som i 2021, inflation til trods - og omkring en tredjedel af de handlede biler er elbiler. Ydermere kan Sparekassen Thys leasingselskab, Krone Kapital, samtidig melde rekordresultat på 25,4 mio. kr. efter skat.

Så når netto rente- og gebyrindtægterne løber op i 434 mio. kr. i 2022 mod 361 mio. kr. året før, en stigning på omkring 20 pct., så er det i den samlede stigende aktivitet og den store tilgang af kunder, forklaringen skal findes, siger Ole Beith:

- Det er ikke fordi, vi har været ude og sætte priserne og gebyrerne op, men fordi kunderne har trukket så mange flere varer ud af vores forretning, siger han.

Som en følge af den øgede aktivitet blev 2022 også året, hvor Sparekassen Thy ansatte rekordmange medarbejdere. 30 nye kolleger kom til, både som erstatning for kolleger, der er trådt tilbage fra arbejdsmarkedet, samt som kapacitet til at håndtere de mange nye kunder. Tilstrømningen viser, at Sparekassen Thy stadig har sin berettigelse, trods stigende digitalisering, påpeger Ole Beith:

- Modellen er dømt død for mange år siden, men den fungerer i bedste velgående. Det gælder for alle lokale pengeinstitutter, at de har kundefremgang. Digitalisering kan meget, men skal man snakke hus, pensionsordning eller forsikringsforhold, så vil man stadig gerne møde et menneske. Det er det, vi kan.

Etableringen af en ny afdeling for forretningsudvikling i starten af 2023, ledet af Jakob Madsen, skal være med til at gøre Sparekassen Thy til en bedre bank for kunderne, og dermed bidrage til at fremtidssikre virksomheden. Sidste år opnåede Sparekassen Thy at blive nummer to på listen over bedste banker i Voxmeter-rapporten "Årets Bedste Banker", og den plads vil man gerne forbedre.

Jakob Madsen blev i starten af 2022 udnævnt som direktør for Sparekassen Thys nye afdeling for forretningsudvikling. Foto: Bo Lehm

Men mens nogle medarbejdere er kommet til og nye afdelinger er oprettet, så var 2022 også året, hvor Sparekassen Thy skar ned i antallet af sine lokale filialer, fra syv til fem, med lukningen af afdelingerne i Hundborg og Koldby.

- Vægten på at være lokal var vigtig for os i den sammenhæng, men når vi går på kompromis med, hvor dygtige vi er til håndtere kunderne i den udvikling, der er i vores sektor, så bliver vi udfordret, når vi heller ikke kan tiltrække medarbejdere. Lukningen af filialerne er en moden beslutning, som vi har drøftet længe og inderligt, for det er DNA. Til gengæld er vi klar til at rykke ud og holde møder med kunderne hvor og hvornår, det passer dem, siger han og tilføjer:

- Der er selvfølgelig en lille procentdel, som har brug for os, når de skal ned og hente deres pension, og der må vi sige, at det kan vi så ikke levere på længere. Til gengæld investerer vi massive resurser i digitalisering, så kunderne kan gå på netbanken derhjemme, og vores pengeautomater har åbent 24/7. Det er der så nogle, der ikke vil betjenes af, og det er selvfølgelig ærgerligt, men så må man køre lidt efter det.

Der er nu taget hul på regnskabsåret for 2023, og det er med en vis spænding, Ole Beith ser frem mod de kommende måneder. Men uanset hvad, så er den krisebuffer, som Sparekassen Thy også opretholdte under corona-krisen, nu oppe på 101 mio. kr. i alt. Dermed står man godt rustet til at imødegå tab som følge af en kommende økonomisk krise, vurderer Ole Beith:

- Vores kunder har været kriseklare, og det samme er vi. Sammen med resten af den finansielle sektor har vi forberedt os på, at krisen kan slå igennem i kundernes økonomi, og det har den altså ikke gjort endnu. Men det er vores forventning, at det sker inden længe.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden