Rift om de sidste penge fra LAG

930.000 kroner er fordelt til seks projekter i Thy og på Mors

Feriehus Thy i Hundborg er indstillet til et tilskud på 205.000 kroner, som skal bruges til et solcelleanlæg og en ladestander til elbiler. <i>Arkivfoto: Peter Mørk</i>

Feriehus Thy i Hundborg er indstillet til et tilskud på 205.000 kroner, som skal bruges til et solcelleanlæg og en ladestander til elbiler. Arkivfoto: Peter Mørk

THY-MORS:11 ansøgere kappedes om at få del i den allersidste uddeling fra LAG Thy-Mors. Der var godt 930.000 kroner til uddeling i denne ansøgningsrunde, og bestyrelsen valgte at indstille seks projekter til tilskud.

Det største beløb, nemlig 214.660 kroner, skal tilfalde DUI Leg og virke i Nykøbing. Organisationen har i mange år haft Falkereden i Nykøbing som et fast samlingssted med aktiviteter Nu ønsker man imidlertid at omdanne Falkereden til et ”Generationernes Hus”, hvor både unge og gamle kan mødes til samvær og fællesskab. Blandt andet skal køkkenet ændres til at kunne fungere som undervisningskøkken, huset skal gøres nemmere at færdes i for gangbesværede og der skal etableres et handicap toilet. Der indstilles midler til renovering og køkken.

Lars og Nadja Dahl, der driver Feriehus Thy i Hundborg, er indstillet til at modtage 203.500 kroner i tilskud til at gøre deres overnatningssted mere bæredygtigt. Midlerne skal bruges til etablering af solcelleanlæg og en elbil-ladestander, som også vil kunne benyttes af lokalbefolkningen. Feriehus Thy er indrettet i et tidligere botilbud og er indrettet handicapvenligt. Både turister og institutioner benytter sig af overnatningsmuligheden.

162.367 kroner er sendt i retning af Spritbørsen ApS, der har søgt om tilskud til udvidelse af lagerfaciliteterne. Lageret skal optimeres til webshop-salg, med håndtering af paller og pakning til kunderne. Derudover skal der indrettes kontor, mødelokaler og showroom for virksomhedens to webshops. I mødelokalet skal der også kunne laves oplevelses-smagninger inden for gin og vin. Det kræver en speciel indretning som også er indeholdt i dette projekt. Der indstilles midler til renovering og inventar.

En delvis renovering af KFUM & KFUK-lejren Bjørneborg på Nordmors støttes med 150.000 kroner i tilskud. Bjørneborg benyttes af skoler, institutioner, foreninger og private fra hele landet. Lejrskolen har været gennem en omfattende renovering og modernisering siden 2017. Der indstilles midler til at færdiggøre den omfattende renovering med modernisering af sovesalene.

Morsø Handelsstandsforening er indstillet til 100.000 kroner til projektet "Landsbyudvikling i øjenhøjde". Det er et udviklingsprojekt i landsbyerne på Mors, der skal fremme sammenhængskraften mellem land og by på Mors. Projektets helt praktiske omdrejningspunkt vil handle om udvikling af bymiljøet i de små landsbyer på Mors til glæde for øens butikker, caféer, kunsthåndværkere, de handlende, de lokale og turisterne på Mors. 

Anette Jensen, indehaver af Heltoften B & B, har søgt om tilskud til at energirenovere stedets galleri. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Anette Jensen, indehaver af Heltoften B & B, har søgt om tilskud til at energirenovere stedets galleri. Arkivfoto: Bo Lehm

Endelig har LAG-bestyrelsen valgt at se positivt på en ansøgning fra Heltoften Bed and Breakfast i Flade. Ejeren ønsker at gennemføre en energirenovering og etablering af toilet og bad i et mindre galleri der hører til ejendommen. Dermed kan Heltoften B & B forøge antallet af sengepladser med fire-seks overnattende og samtidig gøre det muligt også at udleje galleriet uden for sæsonen. Der indstilles 100.000 kroner til renovering.

LAG-bestyrelsen gætter på, at en af grundene til at man fik rigtig mange gode ansøgninger måske har været, at LAG Thy-Mors har indført et nyt tiltag med en skrivecafé, hvor ansøgere kan komme og få vejledning i, hvordan de griber det an med at søge midler. I hvert fald fik koordinator for LAG Thy-Mors, Inger Bøgh Bisgaard, stor ros med hjem fra et fælles møde for landets koordinatorer hos Bolig- og Planstyrelsen.

- Vi blev alle bedt om at komme med en ting, som vi havde gjort rundt om i vores lokale aktionsgrupper, som fungerede godt, og som vi ville anbefale de andre at gøre. Og her blev vi valgt som det bedste tiltag og hyldet for vores lokale indsats med de praktiske skrive-cafeer, lyder det fra Inger Bøgh Bisgaard.

Uddelingen var som nævnt den sidste for LAG Thy-Mors i sin nuværende form. Der er påbegyndt en proces med at danne en ny forening.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden