Røveri i Fakta med meget ringe udbytte
Politiet eftersøger kvinde, der truede med kniv i Fakta i Thisted
Opdateret kl. 17:21
THISTED: Udbyttet var meget ringe - under 100 kroner i mønter - da en kvinde søndag formiddag kort før kl. 11 truede med en kniv i Fakta på Kastet i Thisted.
Røveriet skete klokken 11.10, hvor kvinden stod og kiggede ved kassen med et blik mod hylderne med cigaretter og spiritus. En kvindelig medarbejder kom for at hjælpe hende, og de gik sammen hen mod varerne.
Kniv i inderlommen
Herefter trak kvinden op i jakken og tog en kniv halvt frem af inderlommen.
- Og så sagde hun, at hun skulle have de penge, der er i kassen, fortæller politikommissær Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Fakta har imidlertid et system, hvor den kontante beholdning i princippet er utilgængelig. Og derfor blev det kun et lille beløb i mønter, som den kvindelige røver fik udleveret.
- Det er da fuldstændig tåbeligt. Men vi arbejder selvfølgelig på at finde ud af, hvem der har gjort det, siger Jørgen Jensen.
Muligvis iført Brøndby-tørklæde
Kvinden var dansktalende og politiet har mandag eftermiddag udsendt dette signalement af hende: 30-40 år. Iført sort, kort jakke (muligvis læderjakke) og mørke jeans. Under jakken bar kvinden en grå hættetrøje, hvor hætten var trukket op om hovedet.
Hun havde et blå- og gulstribet halstørklæde på. På tørklædet stod muligvis "Brøndby”. Kvinden havde desuden mørke sko på (af typen sneakers). Hvis har oplysninger om kvinden, kan politiet kontaktes på tlf. 114.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.