Ruth har et tilbud til ukrainske børn: - Kom på gratis ferie ved havet!
Foreningen har huset, men mangler folk til at bo i det i sidste halvdel af juli.

- Vi vil gerne høre fra ukrainske familier i Thy, som trænger til ferie. Vi står klar med fuld forplejning, aktiviteter, socialt samvær, men også med plads til fri leg. siger formanden for Tjernobylforeningen, Ruth Andresen, Thisted. Arkivfoto: Bo Lehm
THY:- Der er ikke noget at betænke sig på. Vi tilbyder ukrainske familier et par dages ferie ved havet med alt betalt. Vi sørger for god mad og værelser samt aktiviteter og leg.
Formanden for Tjernobylforeningen i Thy, Ruth Andersen, står og vifter med et tilbud til de ukrainske familier, der har fået et ufrivilligt ophold i Danmark på grund af krigen i deres hjemland. De kan få nogle dages ophold på Bulbjerghjemmet syd for Lild Strand i uge 29 eller 30.
For tredje år i træk kan Tjernobylforeningen ikke afvikle sin normale sommerlejr for børn, der bor med deres familier i byen Brobruisk i Belarus, hvortil familierne oprindeligt blev evakueret efter atomulykken i Tjernobyl i nabolandet Ukraine 120 kilometer sydpå.

Fra en tidligere sommerlejr på Bulbjerghjemmet, hvor hviderussiske børn får serveret kakaomilkshakes. Arkivfoto: Ole Iversen
De to første år var det coronaen, der stak kæp i hjulet. I år er det krigen.
- Vi står dermed med et hus, vi ikke kan bruge. Vi har lejet os ind i Bulbjerghjemmet i uge 29 og 30. Vi har 10 soverum med to køjesenge i hvert rum. Alt efter fordeling kan det være 10 familier eller 40 personer, siger Ruth Andersen.
Derfor var det oplagt at rette tilbud mod de i øjeblikket herboende ukrainere i Thy.
- Det kunne godt tænkes, at de ukrainske mødre og børn her efter to-tre måneder trænger til et pusterum fra deres danske værtsfamilier. Derfor retter vi tilbuddet mod dem, men det har vist sig, at det ikke er så let at få formidlet. Vi er i kontakt med Thy for Ukraine og vi har været i den butik, som Thisted Kommune har indrettet med madhjælp til ukrainerne. Sidst jeg hørte fra dem, havde der været et par stykker, som havde vist interesse, siger Ruth Andersen.
Foreningen er ved at være i tidnød, blandt andet fordi der er nogle sponsorer, som skal have besked. 15. juni er deadline for tilmelding.
- Det siges, at der er 300 ukrainske flygtninge i Thy, så der burde være nok til at fylde pladserne. Vi retter tilbuddet mod familier, men også mod uledsagede børn, hvis de voksne trænger til lidt alenetid, siger Ruth Andersen.
I uge 29 er der ankomst tirsdag formiddag 19. juli og afrejse torsdag aften 21. juli, mens der i uge 30 er ankomst tirsdag formiddag 26. juli og afrejse torsdag aften 28. juli. Interesserede kan kontakte Olga Vilsen, tlf. 29287788, Irina Enneman, tlf. 29132377 eller Ruth Andersen, tlf. 40114265.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.