Ja til skoleplanerne: Men kun et foreløbigt ja, for nu skal borgerne høres

Børne- og familieudvalget har givet skoleplanen sit foreløbige ja. Hvis kommunalbestyrelsen også vil gå videre med planen, skal der være høring i otte uger fra 29. marts til 24. maj

Koldby skole er blandt de skoler, hvis fremtid lige nu er til debat. Mandag sendte et enigt Børne- og Familieudvalg planerne for fremtidens skolestruktur i Thy til videre behandling i økonomiudvalget. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Koldby skole er blandt de skoler, hvis fremtid lige nu er til debat. Mandag sendte et enigt Børne- og Familieudvalg planerne for fremtidens skolestruktur i Thy til videre behandling i økonomiudvalget. Foto: Bo Lehm

THY:- Vi har haft en bunden opgave. Hele kommunalbestyrelsen har bedt os om at finde ni mio. kr. på skoleområdet, og de skulle findes på skolestrukturen. Det er det, vi indfrier ved at sende forvaltningens forslag i høring, samtidig med, at der er flere penge til geninvestering i folkeskolen.

Det siger Peter Larsen (V), formand for Thisted Kommunes børne- og familieudvalg, efter at hele udvalget mandag eftermiddag var blevet enigt om et foreløbigt ja til det forslag, som forvaltningen kunne præsentere i sidste uge.

Forslaget indebærer lukning af fem af kommunens mindste skoler og skoleafdelinger - Vestervig, Bedsted, Koldby, Østerild og Vesløs - og lukning af overbygningerne i Hanstholm og på Tingstrup Skole i Thisted. Samtidig skal Østre Skole i Thisted være en ren overbygningsskole, mens eleverne i 0.-6. klasse flyttes til Tingstrup Skole.

På linje med de øvrige medlemmer af udvalget understreger Peter Larsen, at der ikke er tale om en endelig beslutning. Udvalget anbefaler blot, at forslaget sendes i høring.

Men er der elementer, som du gerne ville ændre her og nu?

- Det vil jeg lade indgå i den dialog og politiske debat, som vi skal have. Og vi skal også kigge på  høringssvarene.

Men hvad er dine synspunkter?

- Det vil jeg vente med, til vi har den politiske drøftelse. Jeg synes det er vigtigt, at vi har et rum til den drøftelse, så vi ikke gør det i medierne, siger Peter Larsen.

- Vi har en rigtig god dialog, siger Peter Larsen (V), formand for børne- og familieudvalget. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

- Vi har en rigtig god dialog, siger Peter Larsen (V), formand for børne- og familieudvalget. Arkivfoto: Bo Lehm

Udvalget brugte et par timer på skolestrukturen på mandagens møde, hvor der var mange andre sager på dagsordenen.

- Det er vigtigt, at vi tager os den tid, der skal til, for at få svar på spørgsmålene, så vi er enige om at sende det i høring, siger udvalgsformanden - som afviser, at resten af udvalget er blevet banket på plads:

- Jeg banker aldrig nogen. Vi har en rigtig god dialog, fastslår Peter Larsen.

Og de fire andre medlemmer af udvalget er enige om at støtte forslaget. Ikke nødvendigvis som den endelige løsning, men som den, der bør sendes i høring.

- Bagefter ser vi på, hvad de siger. De kan jo være, der kommer nogle geniale forslag, siger Claus Nybo (S), som afviser, at han med dagens beslutning har lukket skolen i Vestervig, hvor han er sognepræst.

Og Kenneth Bjerregaard (V) erklærer, at han ikke er bange for at se sine medborgere i Koldby i øjnene efter dagens møde, selv om Koldby Skole - hvor han selv har gået - er en af dem, der står til lukning.

- Det er noget, forvaltningen har arbejdet med i et halv år. Nu sender vi det i høring, og så må vi ud og høre hvad folk siger, og så tage det derfra, siger han.

Men alligevel: Du bor i Koldby, og det er din gamle folkeskole. Hvordan har du det med at sende i høring, at den skal lukke?

- Det vækker da følelser. Men det ville det gøre, uanset om det er den by, man selv bor i, eller en naboby, eller en by i den anden ende af kommunen. Vi skal huske, at det er børns hverdag, vi snakker om, og medarbejdere som vil stå i et vakuum. Men jeg har ikke tænkt mig at gå i flyverskjul, for i den kommende tid skal vi have dialogen.

- Det vækker da følelser, erklærer Kenneth Bjerregaard (V). <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

- Det vækker da følelser, erklærer Kenneth Bjerregaard (V). Arkivfoto: Bo Lehm

Jane Rishøj (S) er i omtrent samme situation. Vesløs, hvor hun bor, har en overbygningsskole, som står til at lukke. Hun understreger på linje med formanden, at det har været en bunden opgave for udvalget.

Håber du at noget kan nå at ændre sig for Vesløs' vedkommende?

- Vi kan se på tallene, at der er nogle områder, hvor der desværre ikke er så mange børn. Det er nogle faktatal, som det er vigtigt at have med, og jeg håber at folk får læst den ordentlige og gennemarbejdede rapport, som administrationen har lavet. Og vi mister desværre stadigvæk børn i kommunen.

Så det er borgerne, der skal overbevises - og ikke dig, der skal overbevises af borgerne?

- Nej, jeg mener at høringsprocessen faktisk skal give mulighed for, at der kan komme noget godt ind, til når vi skal tage den endelige beslutning. Men det skal være baseret på fakta, siger Jane Rishøj. 

Endelig har også Alex Piet Klein (K), næsten helt nyt medlem af børne- og familieudvalget, sagt ja til at sende skoleforslaget i høring.

- Det var da noget af en første sag at komme ind til. Men der har jo været snakket om i mange år, siger han - der heller ikke vil løfte sløret for, om han vil kunne sige endeligt ja til forslaget i sin nuværende form:

- Det er første skridt, og så må vi se, hvad der kommer.

Forslaget skal til godkendelse i den samlede kommunalbestyrelse 28. marts, hvorefter den otte ugers høringsperiode starter. Den endelige vedtagelse er planlagt til 27. juni. De skolelukninger, som i sidste ende bliver vedtaget, træder dog først i kraft fra skoleåret 2024-25.

 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.