Så er der sovepladser igen: Shelters afløser køjer i ikonisk redningshus

Gennem en lang årrække var det gamle redningshus i Lyngby et populært, primitivt overnatningssted for vandrere og cykelturister, men i foråret var det slut med overnatningerne, for huset blev brugt i strid med campingreglementets bestemmelser - nu laver nabo shelters i haven som et nyt overnatningssted

Det gamle redningshus i Lyngby ændrede i foråret status fra primitivt overnatningssted til madpakkehus. Nu skal to shelters i haven bag genbohuset sikre, at Lyngby fortsat har et tilbud om primitiv overnatning for vandrere og cykelturister. <i>Arkivfoto: Peter Mørk</i>

Det gamle redningshus i Lyngby ændrede i foråret status fra primitivt overnatningssted til madpakkehus. Nu skal to shelters i haven bag genbohuset sikre, at Lyngby fortsat har et tilbud om primitiv overnatning for vandrere og cykelturister. Arkivfoto: Peter Mørk

LYNGBY:I foråret var det gamle redningshus i Lyngby ikke mere et primitivt overnatningssted med primitive køkkenfaciliteter og adgang til toilet. Huset ændrede status til madpakkehus med adgang til et primitivt køkken og til toilet.

Årsagen til ændringerne findes i campingreglementet som siger, at et primitivt overnatningssted skal have en åben side - og at det ikke må have hverken køkken eller toilet. Og regler skal efterleves, sagde Naturstyrelsen, der ejer huset, om baggrunden for at lukke for det mangeårige tilbud om en anderledes overnatning.

Men nu tegner der sig en ny mulighed for de vandrere og cykelturister, som har lyst til at tage en primitiv overnatning i Lyngby. Det bliver ikke i en køje i redningshuset, men i baghaven til et hus lige overfor. Huset tilhører i dag Ib Poulsen, medlem af Thisted Kommunalbestyrelse. Han arvede efter sin onkel, som var barnefødt i huset, der er bygget i 1923. Huset bruges i dag til fritidsformål.

Da redningshuset ikke mere kunne bruges til overnatning, tilbød Ib Poulsen at indrette shelters i sin baghave for at opretholde et tilbud om primitiv overnatning i Lyngby på samme vilkår, som i redningshuset. Gæsterne skal enten ankomme til fods eller på cykel.

Nu ser det ud til, at Ib Poulsens shelters bliver rejst. To af slagsen, hver på seks kvadratmeter.

- Jeg håber fortsat, at fornuften vil sejre så redningshuset igen kan bruges til overnatning, men uanset hvad der sker, ændrer det ikke på mine shelterplaner, siger Ib Poulsen.

Han har netop fået tilsagn fra Friluftsrådet om tilskud til at realisere sit shelterprojekt på den 3000 kvadratmeter store grund, der hører til huset.

- Holder den pris, jeg fik på de to shelters før sommerferien, kan Friluftsrådets tilskud dække udgiften til at anskaffe dem og stille dem op, men inden jeg sætter arbejdet i gang, skal jeg have grønt lys fra kommunen. Det venter jeg på, siger Ib Poulsen.

Han har vendt sagen med kommunen "fordi det er Lyngby".

- Her er mange restriktioner, og dele af min grund har paragraf 3-status, så jeg har spurgt for at være på sikker grund, siger Ib Poulsen og tilføjer, at shelterprojektet har været genstand for en nabo-orientering.

- Her blev udtrykt bekymring for, at der ville komme for mange mennesker. Det tror jeg nu ikke, for årligt har der vel været omkring 300 overnattende i regningshuset, så mon ikke det bliver det samme antal fremover. I øvrigt er det naturfolk, og jeg forventer, de ved, hvordan man skal opføre sig.

Ib Poulsen tilføjer, at der udelukkende er tale om et overnatningstilbud.

- Shelterbrugerne må gå over i redningshuset, hvor der er adgang til køkken og toilet, siger Ib Poulsen.

Han vil stille de to shelters til rådighed for gæster så snart de er opstillet, men det er planen at lave en formel indvielse af dem, når der i juli næste år er Lyngby-dag.

- Næste år er min onkels hus 100 år, og det er da en pasende måde at markere det på, siger Ib Poulsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.