Vaccine

Så vaccineres der løs på sygehuset i Thisted

Onsdag klokken halvti fik sygeplejerske Anne Kirk som den første kanylen i armen

Intensivsygeplejerske Mai Fredsø får prikket af overlæge Hardy Christoffersen. Han er gået på pension, men har meldt sig og bor meget bekvemt lige i nærheden.
Intensivsygeplejerske Mai Fredsø får prikket af overlæge Hardy Christoffersen. Han er gået på pension, men har meldt sig og bor meget bekvemt lige i nærheden.

Opdateret kl. 13:03

THISTED: Klokken 9.30 onsdag blev den første kanyle med vaccine mod corona-virus sat i armen på en ansat på Aalborg Universitetshospital i Thisted. Det var sygeplejerske Anne Kirk i det palliative team, som blev den første, der fik den længe ventede beskyttelse mod årets svøbe ind i kroppen.

- Vi vaccinerer 60 medarbejdere onsdag og yderligere 60 på lørdag. Så langt rækker den portion vaccine, vi har fået tildelt i første omgang. Det er vores frontpersonale, der tilgodeses sammen med testpersonale og det personale, der er omkring de særligt sårbare patienter. Senere i næste uge regner vi med at få mere vaccine leveret, siger Grethe Kirk, der er matrikelchef på hospitalet i Thisted.

To tredjedele til kommunerne

Af de cirka 5800 vacciner, der udsendes i denne omgang, fordeles to tredjedele til kommunerne og de praktiserende læger. Den sidste tredjedel bliver anvendt på hospitalerne. Vaccinerne bliver fordelt både til Aalborg Universitetshospital i Aalborg, Regionshospital Nordjylland i Hjørring og Aalborg Universitetshospital i Thisted. Det er de tre hospitaler i regionen med akutfunktioner. Der er ikke indlagt patienter med covid-19 i Thisted.

Frivillig overlæge fører sprøjten

I Thisted er det en velkendt, men dog fratrådt medarbejder, der agerer sprøjtefører.

Regionshospitalet i Thisted starter med at vaccinere frontpersonalet mod corona. Mai Fredsø, intensivsygeplejerske, er blevet vaccineret. Karina Jansen (bagest) og Helle Mærkedal, begge sygeplejerske, tager sig af det omfattende papirarbejde. Bo Lehm

- Hardy Christoffersen, der netop er gået på pension efter mange år som overlæge i ortopædkirurgien, var hurtig til at melde sig til at stå for vaccinationerne, så vi ikke belaster det arbejdende personale bortset fra de to sygeplejersker og en sekretær, der bistår. Det kører slag i slag med seks-otte vaccinationer i timen. Vi skal jo observere de personer, der har fået et prik, i 20 minutter, før de får lov at gå, siger Grethe Kirk.

Længe ventet tryghed

Og der er ingen modstand mod at lade sig vaccinere. Tværtimod.

- Vi har ingen problemer med at få vaccinerne brugt. Frontpersonalet har set frem til det her og kan nu føle sig trygge. Hvis der af en eller anden årsag er en, som må springe fra, har vi folk stående på en positivliste, så intet af vaccinen går til spilde, siger matrikelchefen.

Der var ventetid på at blive vaccineret. Bo Lehm

Hun oplyser, at der alle inklusive er 650 ansatte på universitetshospitalet i Thisted, så der kommer til at gå nogen tid, før alle har været igennem.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden