Sådan får man 100.000 gæster: Der skal være noget at komme efter

2022 blev det første "hele" år for Nationalparkcenter Thy i Vorupør - 100.008 gæster kiggede indenfor i perioden fra 1. februar til 22. december

I løbet af 2022 besøgte 100.008 gæster Nationalparkcenter Thy i Vorupør. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

I løbet af 2022 besøgte 100.008 gæster Nationalparkcenter Thy i Vorupør. Arkivfoto: Bo Lehm

VORUPØR:Lige nu er der vinterlukket i Nationalparkcenter Thy i Vorupør, men 1. februar åbnes dørene igen for besøgende, når en ny sæson starter. Den vil vise, om nationalparkcentret også i 2023 kan fastholde den publikumsinteresse, som i løbet af 11 måneder i 2022, fra 1. februar til 22. december sikrede centret et besøgstal på 100.008 gæster.

Nationalparkcentret slog dørene op 15. juni 2021 og havde frem til dette års sæson var slut 15. december 53.000 gæster. 

- 100.000 gæster i 2022 er rigtig flot, men noget af forklaringen på tallet er måske, at det er gratis at besøge nationalparkcentret, siger Else Østergaard Andersen, leder af Nationalpark Thy.

De manglende billetindtægter kompenseres til en vis grad af de frivillige pengebeløb, mange af de besøgende donerer i forbindelse med deres besøg. I 2022 løb det op i 260.000 kroner, penge som bruges i nationalparkens forskellige naturprojekter. 

2022 blev nationalparkcentrets første hele sæson, og erfaringerne viser, at såvel bygningen som formidlingen fungerer som tænkt.

- Der har været lidt børnesygdomme med noget af teknikken, men de er ved at være løst - og vi får gode anmeldelser af det, vi laver, siger Else Østergaard Andersen.

Det seneste års erfaringer viser også, at centret trækker besøgende uanset vejret.

- Det viser, at mange gæster kommer med det formål at se centret, siger Else Østergaard Andersen som vurderer, at det også fungerer som en "trædesten til naturen" - det sted, hvor der hentes inspiration til på egen hånd at opleve naturen i nationalparken. 

De besøgende repræsenterer en bred vifte af nationaliteter. 

- Vi kender ikke den præcise fordeling, for vi spørger ikke gæsterne om deres postnummer, forklarer Else Østergaard Andersen, som til gengæld ved lidt mere præcist, hvor længe den enkelte gæst bliver i centret.

Tidligere blev videoanimationen på det store terrænbord over nationalparken, som er en central del af udstillingen, kun vist en gang i timen. Dengang opholdt en besøgende sig typisk omkring 30 minutter i centret.

- Så gik vi over til at starte filmen hvert 20. minut - og så bliver folk længere, siger Else Østergaard.

I det daglige søger 60-70 frivillige for, at hjælpe og vejledede besøgende i centret.

- De frivillige skiftes til at tage vagter. De bidrager til en væsentlig del af oplevelsen ved et besøg i centret, nemlig at en del af formidlingen varetages af folk, som virkelig brænder for det, siger Else Østergaard Andersen.

Ud over formidlingsarbejdet har det seneste års erfaringer vist, at nationalparkcentret fungerer fint i forbindelse med blandt andet foredragsarrangementer med op til 100 deltagere.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.