Sammen er vi stærke: Fagligt fællesskab får et boost
Niels Jensen fra 3F Thy-Mors får ny formandspost - nu står han i spidsen for 8.500 ansatte i Thy
THY: Med starten af år 2021 blev der skrevet historie inden for fagbevægelsen, da LO og FTF (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, red.) nu er fusioneret lokalt. Beslutningen om sammenlægningen blev taget på en kongres i 2018. Siden 1. januar 2019 har FH været en realitet, og en ny organisationsstruktur har siden da stået højt på dagsordenen. I Nordjylland har det betydet, at starten på det nye år er starten på en ny faglig organisationsstruktur, kaldet FH Nordjylland (Fagbevægelsens Hovedorganisation i Nordjylland, red.).
LO - eller Landsorganisationen i Danmark - var en faglig hovedorganisation for 17 danske fagforbund. LO varetog især politiske og overordnede overenskomstmæssige opgaver. LO’s modpart på arbejdsgiversiden var Dansk Arbejdsgiverforening (DA). LO repræsenterede over en million medlemmer fordelt over hele landet.
FTF var en dansk hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte. Mere end 80 forskellige fagforeninger og forbund arbejdede i FTF sammen i forhold til arbejdsgivere, politikere, danske og internationale myndigheder og offentligheden.
Det samlede FH repræsenterer derfor nu godt 1,5 million ansatte.
FH Nordjylland dækker samtlige kommuner i Nordjylland og repræsenterer i alt over 110.000 medlemmer af FH-fagforeningerne. I spidsen står tidligere formand for LO Aalborg, Anna Kirsten Olesen, der blev valgt som formand på FH Nordjyllands stiftende repræsentantskabsmøde i december 2020.
- Med vores nye stærke faglige fællesskab er vi klar til at bidrage til fremtidens Nordjylland, og arbejde hårdt for gode forhold for de 110.000 fagforeningsmedlemmer, vi repræsenterer, skriver Anna Kirsten Olesen, formand for FH Nordjylland i en pressemeddelelse.
I løbet af de seneste par uger er der blevet afholdt opstarts- og etableringsmøder for det nye faglige fællesskab i Thisted Kommune, hvor Niels Jensen er blevet valgt som formand.
Niels Jensen er formand for 3F Thy-Mors, og nu skal han også stå i spidsen for det nye faglige fællesskab i Thisted Kommune.
- Med flere i fællesskabet taler vi nu med en helt anden styrke. Vi står derfor stærkere både lokalt og regionalt, siger Niels Jensen, formand for FH Thisted.
FH Thisted repræsenterer mere end 20 fagforeninger, der samlet repræsenterer over 8.900 medlemmer i Thisted Kommune.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.