Sammenstød sent i nat: Forvirret 93-årig på sygehuset
To ældre mænd kørte sammen kort før kl. 3
THISTED: En 93-årig mand måtte natten til søndag en tur på sygehuset for at blive tjekket efter et færdselsuheld på Aalborgvej lige uden for Thisted.
Kl. 02.58 kom han kørende i østlig retning, da han pludselig og uden varsel skiftede vognbane og kørte frontalt sammen med en modgående bil ført af en 70-årig mand.
Heldigvis skete der kun materiel skade ved uheldet, fortæller vagtchef Anders Hansen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
- Dog virkede den 93-årige mand forvirret efter uheldet, så han blev kørt til kontrol på sygehuset i Thisted, oplyser vagtchefen.
Det er uklart, hvorfor den ældre mand pludselig skiftede vognbane.
- Vi havde meldinger om, at der var is- og sneglat mange steder i Thisted Kommune, men vi ved ikke, om det var årsagen, siger Anders Hansen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.