Se de mange billeder: Høj sol over den sidste markedsdag
Kræmmer- og hestemarkedet har sidste åbningsdag torsdag, og spørger man rundt på pladsen, er der lidt delte meninger om successen
Opdateret kl. 18:58
VILDSUND: Blandt boderne med strømper, tasker, mobilcovers, massagestole og meget andet går der torsdag stadigvæk masser af mennesker rundt.
Det store Vildsund Marked har igen i år været velbesøgt af mange glade gæster, og for markedsansvarlig Mads Bjerg Jensen Ohlsen har det da også været en succes.
- Det har bestemt været en succes. Vi har haft minimum det samme antal gæster som tidligere, siger den markedsansvarlige, der har været glad for at have markedet tilbage efter to års corona-pause.
Små skår i markeds-glæden
Selvom der fra arrangørernes side er tilfredshed med antallet af gæster, så har man dog savnet lidt flere kræmmere. Ifølge Mads Bjerg Jensen Ohlsen har det ikke været muligt at få flere til at stille deres boder op, da de fleste kræmmere har haft et par hårde år, der har tvunget nøglen om på nogle af dem.
Går man rundt på markedspladsen er der godt fyldt med mennesker, men ved middagstid kan du sagtens bevæge dig ganske frit rundt. Og selvom arrangørernes oplevelse af tilslutningen til markedet er, at der har været masser af mennesker, så er det ikke helt samme vurdering man får, hvis man hører kræmmer gennem 40 år, Bjarne Jensen, der sælger forskelligt dyretilbehør- og legetøj.
- Der har ikke været så mange i forhold til, hvordan det plejer at være. Vi mangler nogle flere dyr, som folk kan kigge på, siger kræmmeren, der ikke ser lyst på fremtiden for kræmmer-branchen.
Varme pølser i varmt vejr
Vildsund Marked er, til trods for den blæsende åbningsdag, blevet velsignet af et eminent "markeds-vejr", hvilket vil sige sol, men ikke for meget sol og nogenlunde tørt.
Og hos Vildsund Ungdomsklubs pølsebod i den ene ende af pladsen, har der været godt gang i salget af de grillede fornøjelser.
- Der har sådan set været travlt alle dage, siger Merete Lindegren og bliver suppleret af Erik Bøge Larsen, der fortæller, at de har haft et par stykker, der har haft lidt svært ved at stå på benene, når de forsøgte at afgive deres bestilling.
Det gode vejr har ikke kun sat skub i pølse- og ølsalget, men er også noget, der fornøjer arrangørerne.
- Vi har særligt onsdag haft rigtig godt vejr, og holder vejret her torsdagen igennem, så kan jeg roligt konkludere, at det har været et godt år, siger markedsansvarlig Mads Bjerg Jensen Ohlsen, der sammen med gæsterne på pladsen kan se frem til det traditionsrige fyrværkerishow, der er den officielle afslutning på markedet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.