Sejr i tillægstiden: Thisted FC lever i Jyllandsserien

En sen scoring gav Thisted FC tre vigtige point i Jyllandsserien 1

Thisted FC vandt en vigtig sejr over Aalborg Chang. Arkivfoto: Mette Nielsen  <i>Mette Nielsen</i>

Thisted FC vandt en vigtig sejr over Aalborg Chang. Arkivfoto: Mette Nielsen  Mette Nielsen

AALBORG:Det er tæt i bunden af Jyllandsserien 1, hvor Thisted FC kæmper for at overleve endnu en sæson. Lørdag eftermiddag tog thyboerne endnu et skridt mod overlevelse, da de ude slog Aalborg Chang med 2-1.

- Det var en vigtig kamp. For os var det en revanchekamp, da vi tabte første opgør 0-3, og så har vi brug for pointene, siger træner for Thisted FC, Thomas Juul Mikkelsen.

I første halvleg lignede det ellers, at det var Aalborg Chang, som skulle tage sejren. De satte Thisted FC under, og gæsterne havde generelt svært ved at få spillet til at flyde.

Efter 17 minutter bragte hjemmeholdet sig også foran, da de spillede sig igennem i højre side. 

Aalborg Chang fortsatte med at dominere, men fem minutter før pausen bragte Jacob Hjort fra Thisted FC igen balance i regnskabet. Det gjorde han efter, at Lukas Andersen vandt bolden i venstre side, hvorfra der blev slået et indlæg til Jacob Hjort, som scorede til 1-1.

- I pausen snakkede vi om, at det ikke var fortjent, at vi stadig var med i kampen, men det var vi, og vi var alle enige om, at vi kunne spille bedre, siger Thomas Juul Mikkelsen.

I anden halvleg kom Thisted FC, og kampen blev mere lige. Men midtvejs gennem kampen blev kampen afbrudt, da et uvejr ramte banen i Aalborg. 

Efter en pause på 15 minutter kunne kampen genoptages. Thisted FC fortsatte de gode takter og kom til flere fine chancer.

Med to minutter igen kom Thisted FC afsted i en kontra, som endte hos Jeppe Dalgaard, der sparkede lige på målmanden. Derfor lignede det en enkelt point til begge hold, men i dommerens tillægstid fik Thisted FC en lignende kontra. Bolden endte igen hos Jeppe Dalgaard, og denne gang sparkede han sikkert bolden i mål til resultatet 1-2.

- Det var en sindssygt vigtig sejr. Igen i dag har vi fire U19-spillere med, og det er bare fedt at se, hvordan de byder ind på senior-niveau og bliver bedre for hver kamp, siger Thomas Juul Mikkelsen.  

 Thisted FC har en kamp tilbage i Jyllandsserien 1 i denne sæson og kan ikke sikre sig direkte overlevelse. Lørdagens sejr betyder, at Thisted FC indtager sjettepladsen, som giver en playoff-kamp mod et hold fra Jyllandsserien 2.

Kampfakta

Fodbold, Jyllandsserien 1

Aalborg Chang

Thisted FC

Resultat: 1-2

Pause: 1-1

Mål: 1-0 (17), 1-1 Jacob Hjort (40) og 1-2 Jeppe Dalgaard (90)

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.