Paddle surfing

Seksdobbelt verdensmester stopper karrieren

Efter et hav af internationale medaljer sætter nordjyde kursen mod nye eventyr

Casper Steinfath er færdig med den sport, han har domineret i årevis.
Casper Steinfath er færdig med den sport, han har domineret i årevis. Foto: Bo Lehm

Casper Steinfath har vundet sin sidste medalje som paddlesurfer.

Efter seks verdensmesterskaber, fire europamesterskaber og et hav af DM-titler har den 31-årig nordjyde fra Klitmøller indstillet sin professionelle karriere.

Det har han for kort tid siden annonceret på sin Facebookside.

Karrierestoppet kommer midt under afviklingen af VM i SUP i Københavns Havn, hvor Casper Steinfath var sidste mand i vandet på den danske holdstafet, som med en femteplads missede at nå finalen.

"Så mange følelser. Meget at tage ind og reflektere over", skriver han til sine 26.000 følgere og takker for deres støtte gennem en lang karriere, hvor han har domineret sporten på verdensplan, siden han indledte sin professionelle karriere i 2006.

Ud over sine mange internationale mesterskaber har Casper Steinfath også gjort sig bemærket med opsigtsvækkende ture på sit stand up-paddleboard ved som den første at padle tværs over Skagerrak og Kattegat.

Han tilbagelagde de 150 kilometer over Skagerrak i 2018, mens de 120 kilometer tværs over Kattegat fra Grenå til Varberg foregik i 2021. 

Til TV Midtvest oplyser Casper Steinfath, som blev far for første gang i fjor, at det kun er paddlesurf på konkurrenceplan, han lægger på hylden.

- Jeg ser stadig mig selv som en eventyratlet. Jeg har en drøm om at krydse Nordsøen på SUP. Jeg vil gerne presse mine grænser og give mine erfaringer videre. Jeg vil også gerne inspirere andre til at dyrke mere vandsport, siger han til mediet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden