Seniorer vil flytte i bofællesskab: - Vi frygter alle ensomheden
Arbejdsgruppe i Hurup er langtfra de eneste i Thy, der har et ønske om at etablere nye seniorbofællesskaber
HURUP: Fællesskab og tryghed. Det er de to nøgleord, som Dorthe Guldhammer Christensen straks nævner, når hun bliver bedt om at fortælle, hvorfor hun drømmer om at flytte i et seniorbofællesskab.
Hun og hendes mand Esben Christensen er en del af en lille arbejdsgruppe, der arbejder aktivt på at etablere sådan et botilbud i Hurup. Men de er langt fra de eneste, der tænker sådan. Også i den nordlige del af kommunen er der borgere, der har et stort ønske om, at det bliver muligt at kunne vælge den livsform, når man kommer op i årene.
11. april indbød Thisted Kommunes ældre-/seniorråd til et borgermøde om seniorbofællesskaber, hvor man kunne blive klogere på de muligheder og udfordringer, der er ved den boform. Omkring 100 interesserede borgere mødte op.
Siden har ældre-/seniorrådet indrykket en annonce, hvor de opfordrer borgere, der gerne vil arbejde videre med planerne, til at melde sig, så der kan dannes arbejdsgrupper forskellige steder i kommunen.
I Hurup har arbejdsgruppen, der også består af ægteparret Rita og Niels Holger Holmgaard samt Helle Liebach, allerede været i gang i flere måneder. De mødtes første gang i februar og mødes stadig hver 14. dag for at sætte skub i planerne, som hurtigt er blevet forholdsvis konkrete.
Dorthe og Esben Christensen, der er henholdsvis 62 og 66 år, bor i forvejen i Hurup. Han er tidligere Falckredder, og hun har arbejdet som dagplejer. Rita og Niels Holger Holmgaard, henholdsvis 69 og 70 år, bor på landet. Hun er tidligere social- og sundhedsassistent, og han har været børnehaveleder og landmand. Også 72-årige Helle Liebach, Heltborg, er tidligere børnehaveleder.
- Fælles for os alle sammen er, at vi er engageret i det lokale foreningsliv, siger Niels Holger Holmgaard.
Dorthe Guldhammer Christensen supplerer:
- Noget, der betyder rigtig meget for os, er at vi virkelig vil vores lokalområde. Det har vi brug for. Vi skal stå sammen for at overleve, og der er vi nødt til at bakke op på alle fronter.
Arbejdsgruppen tænker, at muligheden for at bo i et attraktivt seniorbofællesskab centralt i Hurup vil bidrage til at styrke lokalsamfundet.
Socialt samvær
Det er planen, at der skal bygges 20 boliger i forskellig størrelse samt et fælleshus. Byggeriet, som eventuelt bliver i to etager, skal opføres som almenboliger i et boligselskab, som de tænker at etablere selv i form af en selvejende organisation.
- Vi vil gerne have en grund, hvor vi kan have et stort, grønt område. Vi tænker, at projektet skal støtte bæredygtighed og biodiversitet, siger Niels Holger Holmgaard.
Derfor er det også planen at tænke delebiler og fælles elcykler og -scootere ind.
Arbejdsgruppen er enige om, at seniorbofællesskabet skal være kendetegnet af værdier som socialt ansvar, tryghed, omsorg, åbenhed og trivsel. Fælleshuset skal være et omdrejningspunkt for socialt samvær.
- Man er mere tilbøjelig til at komme ud blandt andre mennesker, når man bor sådan et sted, fremhæver Dorthe Guldhammer Christensen og fortsætter:
- Det, vi alle frygter ved at blive ældre, er nok ensomheden. Jeg vil også synes, at det vil være dejligt for mine børn at vide, at mor og far er et sted, hvor der er andre, der holder øje med dem.
Kig på konkret grund
Gruppen er så langt, at de har kig på en konkret grund i Hurup. De ønsker dog ikke på nuværende tidspunkt at fortælle, hvor de håber at kunne komme til at bygge, for aftalerne er ikke helt på plads endnu.
- Men vi har sat processen i gang på teknisk forvaltning, for det sted, hvor vi påtænker at bygge, skal ind i kommuneplan og lokalplan, for at man får lov til at bygge. Så de er i gang. Også i forhold til at vi bliver oprettet som alment boligselskab, for det skal kommunen godkende, fortæller Niels Holger Holmgaard og uddyber:
- Vi har ikke en betinget købsaftale, men vi har en stærk formodning om, at vi kan lave en handel. Vi er i god dialog med ejeren.
Dorthe Guldhammer Christensen tilføjer:
- Det er vores plan, at når vi har holdt en stiftende generalforsamling og lavet en forening, så vil vi holde et offentligt møde om projektet. Det bliver i samarbejde med Byklyngen Hurup Thy, og det bliver formodentlig først efter sommerferien.
Medlemmerne af arbejdsgruppen er slet ikke i tvivl om, at der vil være stor interesse for boligerne, den dag projektet bliver mere konkret.
- Vi har snakket med mange, som siger: Hold da op, det lyder bare godt," fortæller Dorthe Guldhammer Christensen.
Længere i eget hjem
Det samme oplever Eskild Boeskov, formand for ældre-/seniorrådet i Thisted Kommune.
- Efter det informationsmøde, vi holdt i april, har foreløbigt mellem 20 og 25 borgere meldt sig til at være med i en arbejdsgruppe om seniorbofællesskaber, fortæller han.
Langt hovedparten af de interesserede borgere bor i eller omkring Thisted, og nogle enkelte bor i Nordthy, oplyser seniorrådsformanden.
Baggrunden for, at ældre-/seniorrådet har valgt at tage initiativ til at fremme etableringen af seniorbofællesskaber i Thisted Kommune er, ifølge Eskild Boeskov, at man i rådet har en klar fornemmelse af, at det er den måde, mange ældre ønsker at bo på i fremtiden.
- Nutidens ældre ønsker ikke længere at bo i små isolerede ældreboliger og vente på, at børn og børnebørn kommer på besøg. Børn og børnebørn bor ikke længere nødvendigvis lige i nærheden, så mange ældre er i fare for at blive ensomme eller havne i kedsomhed, siger han og fortsætter:
- Vi er blevet fysisk friskere i den tredje alder, og vi ønsker at tilbringe de år i fællesskab med andre i vores egen aldersgruppe. Vi ønsker det tætte fællesskab, hvor vi kan mødes om fælles interesser, motion, kortspil, foredrag, fællesspisning, hjælp til hinanden ved problemer eller sygdom og så videre.
Eskild Boeskov er overbevist om, at de, der bor i bofællesskaber, kan klare sig meget længere i eget hjem, inden de kommer på plejehjem, fordi de kigger til hinanden og har et socialt samvær.
Ældre-/seniorrådet vil gerne hjælpe med at skabe kontakt mellem interesserede, så der kan dannes nogle grupper. Derefter er det op til grupperne selv at tage kontakt til boligforeninger, pensionskasser eller private firmaer med henblik på byggeri, pointerer formanden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.