Kommunalvalg

SF i Thy kæmper for klima og kernevelfærd

Hos SF i Thisted Kommune står bedre vilkår for børn, ældre og handicappede højt på dagsordenen

Morten Bo Bertelsen er spidskandidat for SF i Thisted Kommune. Arkivfoto.
Morten Bo Bertelsen er spidskandidat for SF i Thisted Kommune. Arkivfoto.

THY: Thisted Kommune skal være grønnere. Det er i hvert fald ønsket fra SF, der stiller til kommunalvalget 19. november med Morten Bo Bertelsen som spidskandidat.

- Thisted Kommune skal se på sin indkøbspolitik, som i endnu højere grad skal rette sig mod den grønne klimadagsorden, siger han og fortsætter:

- Men vi skal også arbejde hele vejen rundt på at blive grønnere. Hvad kan vi for eksempel gøre ude i institutionerne, og hvad kan vi gøre for skolebørnene, så de også bliver endnu mere klimabevidste, siger Morten Bo Bertelsen.

Som et eksempel kunne man kigge nærmere på det, der bliver serveret i de kommunale kantiner.

- Kødløse dage er måske lidt for langt at gå, men man kunne godt sætte kødforbruget ned. Man skal ikke lave alt for rigide løsninger på det her område, men man kan sagtens lave fornuftige løsninger, siger han.

Den anden helt store kæphest for SF er kernevelfærden, med fokus på at styrke daginstitutioner og skoler, ældre- og handicapområdet samt det sociale område.

- SF har fokus på den almindelige velfærd i Thisted Kommune. Det er rigtig fint, at vi bruger penge på at bygge for eksempel en ny børnehave, men vi skal huske, at der også skal være penge til at ansætte noget personale. Vi skal tænke driften med, for man kan ikke bygge sig ud af problemerne, siger Morten Bo Bertelsen.

SF ønsker, at der kommer en mere værdig ældrepleje i kommunen.

- Der skal være tid til omsorg, behandling og pleje. Og vi siger nej tak til al den unødvendige dokumentation. Jeg kunne godt tænke mig, at man fik ført lidt mere tillid til de ansatte ind i systemet, og så lidt mindre kontrol. Der får vi nok brug for noget hjælp fra Christiansborg, men jeg synes, vi kan være bedre til at gøre opmærksom på alle tåbelighederne, siger spidskandidaten.

Ved vedtagelsen af det seneste budgetforlig for kommunen stod SF udenfor sammen med Liberal Alliance. Og det gjorde partiet, fordi man ikke mener, pengene bliver brugt korrekt på handicapområdet, understreger Morten Bo Bertelsen:

- Vi synes ikke, vi bruger penge nok på de områder, der halter bagefter. Man kan ikke snakke sig ud af problemerne, eller tro man kan løse det med konsulentrapporter og undersøgelser. Man skal sætte resurser af, så unge handicappede får mulighed for at flytte hjemmefra. Jeg synes, det er en helt uanstændig behandling, de får, siger Morten Bo Bertelsen.

Når det kommer til konstitueringen, kunne han godt tænke sig, at der kom en lidt bredere én af slagsen efter valget. SF er i valgforbund med Radikale, Enhedslisten og Alternativet, og det kunne SF-kandidaten godt se muligheder i.

- Jeg kunne sagtens forestille mig, at vi gik samlet ind til sådan en konstitueringsforhandling med de mandater, vi har, siger Morten Bo Bertelsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden