Krig i Ukraine

Sidste år vendte Inna hjem og købte en gård i Ukraine - nu er hun på flugt fra Putins bomber

For et år siden flyttede Inna Synchuk fra Danmark hjem til Ukraine og købte et landbrug sammen med sin mand - nu er hun på flugt fra Putins bomber med sin lille søn

Inna Synchuk med sønnen Ivan på to et halvt. Den lille dreng er blevet meget glad for den sorte kat, der holder til på gården hos Ib Poulsen og Vivi Jensen i Thy. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Inna Synchuk med sønnen Ivan på to et halvt. Den lille dreng er blevet meget glad for den sorte kat, der holder til på gården hos Ib Poulsen og Vivi Jensen i Thy. Foto: Bo Lehm

KALLERUP:Ivan Synchuk på to et halvt kravler rundt på stuegulvet med en farverig plastikbil i hånden, helt i sin egen verden.

Som alle andre tumlinger kræver det en del overtagelse at få ham til at stille op på fotografens billeder, og mor Inna Synchuk må til sidst bestikke sig til samarbejdsvilje ved hjælp af lidt søde sager.

Scenen her kunne have udspillet sig i et hvilket som helst hjem i Danmark. Men det, der på overfladen virker helt almindeligt, er alt andet end.

Inna Synchuk er på flugt fra krigen i Ukraine. For fire dage siden forlod hun sit hjem i Drozdy nær Kyiv sammen med sin søn. Barnets far hjalp dem til den polske grænse, men han måtte blive tilbage i hjemlandet for at kæmpe mod de invaderende russiske styrker.

Nu sidder hun sammen med tre andre ukrainske kvinder og to børn i en stue i Thy. Da Nordjyske møder dem, er det kun lige over et halvt døgn siden, de ankom.

- Vi flygtede, fordi det ikke længere er sikkert i vores hjemby. Civile er blevet dræbt, og jeg ønskede, at min søn og mine venner kom i sikkerhed, siger Inna Synchuk.

Inna og Ivan Synchuk er flygtet sammen med veninden Victoriia Lytvun, hendes tre måneder gamle datter Zlata Lytvun og Victoriias 17-årige svigerinde Anastasiia Lytvun.

Inna Synchuk på 26, Tetiana Tarmantovska på 47, Ivan Synchuk på to et halvt, Anastasiia Lytvun på 17 og Victoriia på 24 med tre måneder gamle Zlata i favnen. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Inna Synchuk på 26, Tetiana Tarmantovska på 47, Ivan Synchuk på to et halvt, Anastasiia Lytvun på 17 og Victoriia på 24 med tre måneder gamle Zlata i favnen. Foto: Bo Lehm

De tre unge kvinder kender hinanden godt hjemmefra. Undervejs på flugten har de desuden fået selskab af Tetiana Tarmantovska, som de dog ikke kendte i forvejen. Inna Synchuk er den eneste af dem, der kan en smule engelsk.

- Jeg har tidligere boet i Danmark sammen med min mand, hvor han arbejdede på et landbrug. Vi tog tilbage til Ukraine i april sidste år, hvor vi købte vores egen gård, siger Inna Synchuk.

Hun ved ikke, hvordan det står til med gården. Det virker fjernt nu, hvor hendes mand er i krig og hun selv er på flugt. Selvom Inna Synchuk ikke bryder sig om at tænke på det på den måde:

- Vi er ikke stukket af fra vores land. Jeg ser det som, at vi bare er på en udflugt, siger den 26-årige mor.

De fire kvinder og to børn er flyttet ind hos kommunalbestyrelsesmedlem Ib Poulsen (DF) og Vivi Jensen på deres landsted i Kallerup i Thy.

- Der er krig i Europa, og vi har pladsen og muligheden for at hjælpe. Det synes vi forpligter, siger Ib Poulsen.

Det var med lidt kort varsel, parret pludselig skulle være klar til at tage imod flygtningene, men mange lokale har tilbudt deres hjælp og har doneret alt fra barnevogne til babymad.

Inna Synchuk har fået hjælp til at få sin bil transporteret fra Polen til Danmark, så hun selv kan transportere sig rundt. Hun er også ved at se sig om efter noget arbejde.

- Vi er meget taknemmelige og har kun mødt rare mennesker. Vi har alt, hvad vi har behov for, siger Inna Synchuk.

Vivi Jensen og Ib Poulsen er flyttet ind her på det ombyggede høloft og har overladt deres stuehus til de fire ukrainske kvinder og to små børn. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Vivi Jensen og Ib Poulsen er flyttet ind her på det ombyggede høloft og har overladt deres stuehus til de fire ukrainske kvinder og to små børn. Foto: Bo Lehm

Vivi Jensen og Ib Poulsen driver almindeligvis Bed & Breakfast på gården, men de har valgt at lukke ned for bookinger frem til september for i stedet at bruge de rigelige kvadratmeter til at huse ukrainske flygtninge.

- Jeg kender en del ukrainere og har arbejdet sammen med den i restaurationsbranchen, så derfor var det helt oplagt, at vi skulle hjælpe, siger Vivi Jensen.

Parret har åbnet deres hjem for flygtningene og har endda overladt stuehuset til dem, mens de selv er flyttet op på det ombyggede høloft i den tilstødende bygning.

Havde du været lige så glad for at tage imod flygtningene, hvis de havde været fra Syrien eller et andet muslimsk land?

- Så var det slet ikke kommet på tale. Dem skal vi slet ikke tage helt herop, for kulturelt og religiøst passer de slet ikke ind. Den sammenhængskraft, der er i Danmark, kan de være med til at tippe, og det gør ukrainerne ikke. Vi er nærområde til Ukraine, og de falder ind med det samme, siger Ib Poulsen og fortsætter:

- De andre skal vi også hjælpe, hvis de kommer i nød. Men det skal vi gøre i deres nærområde. Vi skal ikke tage dem herop, for så kommer vi til at stå med et problem, som jeg mener, det er, når der er 34.000 syrere, der kom hertil i 2015-16, som nu risikerer at få permanent opholdstilladelse. Der er fred i Syrien, og der er ingen problemer i 80 pct. af landet, så vi kunne sende dem hjem i morgen, hvis det var.

Zlata Lytvun er bare tre måneder gammel, på flugt fra krigen med sin faster Anastasiia Lytvun på 17 år (tv) og mor Victoriia Lytvun på 24 år. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Zlata Lytvun er bare tre måneder gammel, på flugt fra krigen med sin faster Anastasiia Lytvun på 17 år (tv) og mor Victoriia Lytvun på 24 år. Foto: Bo Lehm

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden