Han sigter efter guldet: Kasper kvalificerer sig de Paralympiske Lege

VM-sølv i Emiraterne har kvalificeret Kasper Lousdal fra Sydthy til de Paralympiske Lege. Her går han benhårdt efter medaljer, fortæller formanden for Boddum-Ydby Skytteforening

Kasper Lousdal har arbejdet hårdt på at kvalificere sig til de paralympiske lege i Paris 2024. Den unge thybo har brugt utallige timer de seneste år på skydebanen derhjemme, hvilket Kasper nu høster frugten af. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Kasper Lousdal har arbejdet hårdt på at kvalificere sig til de paralympiske lege i Paris 2024. Den unge thybo har brugt utallige timer de seneste år på skydebanen derhjemme, hvilket Kasper nu høster frugten af. Foto: Bo Lehm

BODDUM-YDBY:Kasper Lousdal er blandt Danmarks mest lovende talenter indenfor skydning. Den unge paraatlet, der er vokset op på Sydthy, kvalificerede sig tidligere på måneden til de Paralympiske Lege i Paris 2024. 

Kvalifikationen blev en realitet, da Kasper Lousdal noget overraskende sikrede sig VM-sølvet i skydning på 50 meters-distancen, da han tidligere på måneden debuterede til VM. På den skydebanen i Abu Dhabi formåede den unge paraatlet uden de store problemer at kæmpe sig i finalen, hvorfra han skød sin vej op fra femte- til andenpladsen og altså op på podiet.  

Sølvet var en overraskelse for alle andre end Kasper selv, fortæller Anders Kappel, der er formand i Boddum-Ydby Skytteforening. Anders har kendt Kasper, siden han blev født, og beretter videre om, at Kasper ligefrem var skuffet over at måtte lade sig "nøje" med medaljen i kun den næstmest ædle metal:

- Kasper er et ambitiøst konkurrencemenneske, der ikke vil lade sig nøje. Han går hårdt altid hårdt efter at vinde. Sidste efterår var han også skuffet over endnu ikke at have kvalificeret sig til de Paralympiske Lege, hvilket han nu endegyldigt har, fortæller Anders Kappel.

På niveau med de bedste   

Kasper Lousdal er født med rygmarvsbrok, hvilket har medført en betydelig funktionsnedsættelse i begge ben. Kasper sidder derfor i kørestol, men kan godt gå lidt ved hjælp af krykker. Rygmarvsbrokken har dog betydning for balancen, hvilket er årsagen til, at Kasper Lousdal må stille op til de Paralympiske Lege.

Det gør han i klassen SH1 for atleter med balancenedsættelse. Anders Kappel er dog ikke i tvivl om, at Kasper sagtens ville kunne konkkurere med atleter uden et handicap, hvis muligheden skulle opstå.

- Kasper skyder bedre end de fleste andre uden funktionsnedsættelser, og så er han stadig ung. Han har stadig mange år at udvikle sig i, så det er ikke til at sige, hvor langt han kan nå. Hans drømmer om at kunne leve af sporten og gøre det til sin levevej, fortæller Anders Kappel.

De Paralympiske Lege i Paris 2024 afholdes 28. august til 8. september. Her er Anders Kappel ikke i tvivl om, at Kasper Lousdal sigter efter medaljer:

- Selvfølgeligt tror han på det, da han lige er blevet nr. to til VM. Nu har han lidt tid at løbe på, men med den tid og dedikation han ligger i sporten, og den udvikling han har vist de seneste år, er det bestemt muligt, at vi får Kasper at se på podiet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.