Butikker

Ubuden gæst i søstres tøjbutik: En rotte på skulderen

I dagevis har et skadedyr i et udstillingsvindue været det helt store samtaleemne i nordjysk handelsby

Der er et skadedyr løs i udstillingsvinduet - og den er svær at fange. Men er det en rotte eller en mus?
Der er et skadedyr løs i udstillingsvinduet - og den er svær at fange. Men er det en rotte eller en mus? Screenshot

Opdateret 10. december 2024 kl. 10:50

Søstrene Mette og Charlotte Didriksen driver tøjbutikken Didrik i Thisted, men mannequiner, tøj og julestjerner - der er kreeret af de indsatte hos Kriminalforsorgen - fik for få dage siden en ubuden gæst.

Et skadedyr blev nemlig set i udstillingsvinduet, hvor det blandt andet kravlede rundt på skulderen af en mannequin.

En lokal skadedyrsbekæmper konkluderede, at det var en halsbåndmus, som var løs - men på butikkens facebook-side gik debatten lystigt; flere mente således, at der er tale om en rotte.

- Det er der også en skadedyrsbekæmper fra Djursland, som mener. Så han kommer op (mandag, red.) - kvit og frit - for at fange den. Og dermed bevise, at han har ret, lød det mandag morgen til Nordjyske fra Charlotte Didriksen, som driver butikken med sin søster Mette.

Tøjbutikken Didrik drives af søstrene Didriksen. Arkivfoto: Bo Lehm

Udstillingsvinduet er et lukket område, og i flere dage har det været strengt forbudt at åbne døren ind til mannequinerne.

Butikken er indrettet i en gammel Nordea-bank - og skadedyret har enten boltret sig i selve vinduet eller i en gammel bankboks i bygningen, hvor søstrene kun opbevarer bogføringspapir.

En forbipasserende optog oprindeligt en video af skadedyret omkring 4. december, og offentliggjorde den på TikTok - siden er videoen blevet delt et utal af gange. Og det er blevet et stort samtaleemne i byen.

- Det er helt vildt. Vi kan ikke gå en tur i gågaden, uden at blive stoppet af folk, der vil høre, om vi har fanget den, lød det fra Charlotte Didriksen.

Fanget

Mandag aften skrev butikken på Facebook, at skadedyret viste sig at være en rotte - og at den nu var blevet fanget:

"Ratatoille rotten er nu fanget og er ikke længere i blandt os. nu venter der os en kæmpe rengøring af vinduet mm. Der er forsat fælder og opsyn med kælderen men julemusen som viste sig at være julerotten har indtil videre vist sig at være en ensom en af slagsen."

Mus og rotter kan være et besværligt og irriterende bekendtskab for forretningsdrivende. 

Tidligere på året måtte en købmand i Hirtshals eksempelvis lukke en helt uge, før en rotte gik i fælden:

- Mus de løber lige i fælden, men rotter er mere skeptiske og forsigtige. Bliver der sat en fælde op, vil en rotte være mistænkelig den første dag og holde sig på afstand. Først efter en dag eller to vil den nærme sig fælden, men den vil ikke gå efter lokkemaden. Først når der er gået knap en uge, vil en rotte overveje at gå efter havregrynene eller pålægget i fælden, forklarede en skadedyrsbekæmper ved den lejlighed til Nordjyske.

I løbet af sommeren var en rottejagt i det tropiske badeland på Quality Hotel The Reef i Frederikshavn også skyld i en mere end en tre uger lang nedlukning.

I juli var den ligeledes gal hos McDonalds-restauranten i Thisted, som måtte lukke i knap to uger efter et rottebesøg.

Som Nordjyske kunne berette denne sommer, så har mange kommuner oplevet en stigning i antallet af anmeldelser af rotter - muligvis på grund af store nedbørsmængder, der oversvømmer rotternes normale bosteder.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden