Skidtet kommer væk: Nu bliver der gjort rent igen

Normal hjemmehjælp og rengøring vender tilbage til thyboerne

Senest 20. maj vil alle borgere igen kunne modtage den hjælp i eget hjem, som de er berettigede til at kunne modtage.

Senest 20. maj vil alle borgere igen kunne modtage den hjælp i eget hjem, som de er berettigede til at kunne modtage.

THISTED:Fra onsdag 20. maj vil borgere i Thisted Kommune igen kunne modtage den hjælp i deres eget hjem, som de var vant til at få, inden corona-epidemiens udbrud.

Det skyldes, at nødberedskabet ophører for sundheds- og ældreområdet, hvilket ellers begrænsede mulighederne for at give hjælp. Borgere kan derfor igen se frem til at modtage hjælp og støtte i deres eget hjem på normale vilkår. Det skriver Thisted Kommune i en pressemeddelelse.

Corona har de sidste mange uger sat en stopper for visse typer af hjælp i eget hjem, ligesom personalet på sundheds- og ældreområdet har været udfordret på den daglige drift på grund af øget fravær.

Alt tyder dog på, at corona er på tilbagetog, og at smittetrykket er tilpas lavt. Både antallet af smittede med corona samt sygefraværet er faldet støt, og der er fortsat ingen borgere på kommunens plejecentre, der har været konstateret positive med COVID-19. Derfor er der ikke længere en akut situation, som kræver et stående nødberedskab for sundheds- og ældreområdet.

Blandt personalet i hjemmeplejen har flere i risikogrupperne - eksempelvis kronisk syge eller gravide - måtte sætte sig i karantæne eller være sygemeldte for at undgå at risikere corona-smitte. Men alt peger nu på, at tingene begynder at vende tilbage mod normalen igen, og der er et meget lavt sygefravær blandt personalet.

- Det glæder mig, at vi langsomt kan vende tilbage til de tilstande, vi havde før corona. Det er klart, at vi stadig skal være opmærksomme og overholde en række retningslinjer for fortsat ikke at sprede smitte, men overordnet set er vi et stort skridt tættere på de normale tilstande, vi kender. Det er derfor, at vi senest fra 20. maj kan køre på fuldt blus og komme ud i borgernes hjem med vores service, siger sundheds- og ældrechef Anne Fink.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.