Skole-direktøren har succes som vinbonde

Hans Chr. Jeppesen, direktør for EUC Nordvest, går i kompagniskab med sine sønner om vineriet Lertoftegaard

Hans Chr. Jeppesen er gået i kompagniskab med sine to sønner, og fra næste år vil de etablere et egentligt vineri på gården.  <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Hans Chr. Jeppesen er gået i kompagniskab med sine to sønner, og fra næste år vil de etablere et egentligt vineri på gården.  Arkivfoto: Bo Lehm

BRUND:Han startede så småt som vinbonde tilbage i 2007.

Siden har Hans Chr. Jeppesen, direktør på EUC Nordvest i Thisted, haft så stor succes med druerne, at det kan knibe med at leve op til efterspørgslen på vinen fra Lertoftegaard, husmandsstedet i Brund nord for Thisted, hvor han nu har omkring 2200 vinstokke.

Men indtil nu er den videre proces med at forvandle druerne til vin foregået hos en samarbejdspartner i Himmerland.

Det bliver der lavet om på næste år, hvor gården får sit eget vineri - indrettet i et cirka 60 kvadratmeter stort lokale i en tidligere ladebygning. Samtidig er Hans Chr. Jeppesen gået i kompagniskab med sine to sønner Morten og Mathias om driften af vineriet. 

- Vi har endnu ikke noget vin, som vi selv har vinificeret. Men vi har besluttet, at vi vil gøre det og har købt maskinerne hjem. Og vi har også lavet et lille forsøg. Det er ikke noget vin, der kommer i handlen, men vi har været på kursus, og går og tester vores nyerhvervede viden af, så vi er klar til næste år, siger han.

Inden da er der dog mange procedurer og regler, som han og de to sønner skal sætte sig ind i. Og så skal vineriet bygges færdigt og godkendes.

På længere sigt vil Lertoftegaard måske også give små vinbønder i lokalområdet mulighed for at levere deres druer til vineriet - på samme måde som Hans Chr. Jeppesen hidtil har gjort det til samarbejdspartneren i Himmerland. 

Lertoftegaard har både rød, hvid og rosévin på sortimentet.  <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Lertoftegaard har både rød, hvid og rosévin på sortimentet.  Arkivfoto: Bo Lehm

- Det er jo lidt besværligt at skulle køre druerne til et sted nede i Jylland. Så vi tænker på, om vi kunne lave en model, hvor vi stiller tanke og udstyr til rådighed for andre vinbønder, som så kunne være med i processen, siger Hans Chr. Jeppesen.

- Men nu skal vi først selv blive gode til det, tilføjer han.

Lertoftegaard sælger sin vin til bl. a. et par lokale restauranter, Bryggen i Thisted og Hotel Thinggaard i Hurup, samt til Det Smager af Thy i Thisted og den lokale brugs i Hillerslev. 

- Vi har mere vin på vej, der ligger til modning. Men lige nu har vi ikke mange flasker på lager.

I år har Lertoftegaard haft en god, men ikke særlig stor høst.

- Mængden var ikke så stor, men kvalitet noget af det bedste. Det var helt fantastisk flotte druer, fortæller Hans Chr. Jeppesen.

At høsten mængdemæssigt blev beskeden, skyldes primært en stor "grøn høst", hvor druerne er blevet plukket inden modning. Til gengæld blev de tilbageværende druer altså rigtig gode.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.