Skole i Thisted har kendt til problem i årevis: Nu har de fået påbud fra Arbejdstilsynet
Skole skal i 14 dage måle luft og temperatur i en gammel fløj uden mekanisk ventilation
SJØRRING: Arbejdstilsynet var i september på uanmeldt besøg på skole i Thisted Kommune. Det har nu resulteret i et undersøgelsespåbud til Sjørring Skole vedrørende indeklimaet i en gammel fløj af skolen.
- Vi skal undersøge luftkvalitet og temperatur i nogle lokaler, hvor der ikke er mekanisk ventilation. Det drejer sig om fire klasseværelser og nogle forberedelsesrum til lærerne, siger skoleleder Lone Christiansen.
Den pågældende fløj stammer fra 1963 og er den ældste del af Sjørring Skole. Det er nedfældet i en rapport om kommunens skoler, at der ikke er anden mulighed for luftudskiftning i disse rum end at åbne vinduerne.
- Det er et gammelkendt problem, som vi har været meget opmærksomme på. Da Arbejdstilsynet var herude, fortalte vi, at der hurtigt kan blive en varm, stillestående luft i lokalerne. Det vil vi rigtigt gerne have gjort noget ved, siger skolelederen.
Kommunen agerer hurtigt
Undersøgelsen af indeklimaet skal ske over en 14 dages periode for at få valide data om temperatur og luftsammensætning. Og det sker meget snart, siger Søren Funder Larsen, ansvarlig for affald og ejendomme i Thisted kommune.
- Vi har udstyret til at foretage målingerne, og det vil vi gøre fra næste uge. Herefter sender vi resultaterne til Arbejdstilsynet og tager en drøftelse af, hvad der kan og bør gøres. Og så skal vi i dialog med skoleforvaltningen om finansieringen af foranstaltninger, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.