Folkeskolen

Efter lang tids uvished: Aftale får betydning for tusindvis af skolebørn

Der er lettelse i kommunerne over, at det ser ud til, at skolerne fortsat må bruge Chromebooks i undervisningen

I otte nordjyske kommuner har man gået i spænding og ventet på, om eleverne fortsat må bruge de Chromebooks, som de har fået udleveret til brug i undervisningen. Nu er der nyt i sagen.
I otte nordjyske kommuner har man gået i spænding og ventet på, om eleverne fortsat må bruge de Chromebooks, som de har fået udleveret til brug i undervisningen. Nu er der nyt i sagen. Arkivfoto: Martin Damgård

Opdateret kl. 17:37

NORDJYLLAND: Når skolebørnene møder op til undervisning igen efter sommerferien, så har det længe set ud til, at det ville blive til en helt anden slags skoledag, end de har været vant til. 

Siden Datatilsynet fastslog, at skolerne ikke må bruge Chromebooks i undervisningen, har der været usikkerhed om, hvor sagen ville ende. Nu ser det imidlertid ud til, at lærerne slipper for stille sig i kø ved kopimaskinen og finde materialer til erstatning for det digitale arbejdsredskab.

For et svar er landet fra Google, som er helt afgørende for den fremtidige undervisning.Allerede i 2021 afgjorde Datatilsynet, at det er ulovligt, når Google via elevernes brug af Chromebook opsamler personoplysninger om børnene.

I slutningen af januar udstedte Datatilsynet et påbud til de 52 kommuner, der benytter Chromebooks i folkeskolerne, om, at det er deres ansvar, at brugen af Google-produkterne Chromebook og Google Workspace harmonerer med lovgivningen for behandling af data.

Datatilsynet har krævet, at kommunerne fra 1. august får bragt orden i sagerne.

Kommunernes Landsforening (KL) har på vegne af de 52 kommuner forsøgt at finde en løsning. Det har trukket ud, og rundt om i skoleforvaltninger og på lærerværelser har man været i fuld gang med at udarbejde en "plan B", hvis det endte med, at de små bærbare computere mere eller mindre var dømt ude fra det ny skoleårs begyndelse.

Ro i maven

Nu ser det imidlertid ud til, at "plan B" kan aflyses. 

KL har indgået en aftale med Google, og organisationen sendte i mandags den sidste dokumentation til Datatilsynet for at vise, at kommunernes nu efterlever Datatilsynets påbud. Det fremgår af et opslag på KL's hjemmeside.

Løsningen er at følge en af de tre veje, som Datatilsynet selv har peget på. Den indebærer, at Google lover at afstå fra at behandle elevernes oplysninger til formål, som ligger uden for rammerne af den danske lovgivning.

Den billige løsning
  • Chromebooks er en særlig type bærbar computer, som er baseret på Googles styresystem Chrome OS i stedet for på Windows, som andre bærbare computere, eller Mac OS, som bærbare computere fra Apple.
  • En Chromebook har typisk mindre plads end andre bærbare, hvilket blandt andet skyldes, at dokumenter og andet materiale gemmes i skyen - altså online og ikke på selve Chromebooken.
  • De lave specifikationer gør, at maskinen typisk er billigere end andre bærbare og holder strøm i rigtig lang tid. Derfor har de været oplagte til brug i undervisningen.
Business Insider

- Samtidig er vi i kommunerne blevet bedt om at sætte den strengeste opsætning op omkring brugen af Chromebook for elever og medarbejdere, og det gør vi selvfølgelig, siger Mads Rune Jørgensen, der er skolechef i Aalborg Kommune. Han fortsætter:

- Vi har ikke fået den endelige tilkendegivelse fra Datatilsynet endnu, men vi har indikation på, at vi vil komme til at kunne bruge Chromebooks næste år også. Så vi går på sommerferie med rimelig ro i maven og en forventning om, at det her lander, så vi efter sommerferien kan bruge Chromebooks på nogenlunde samme niveau, som vi plejer. Og det er glædeligt.

Brugt i otte nordjyske kommuner

Foruden Aalborg Kommune er der syv andre nordjyske kommuner, der anvender Chromebooks i folkeskolerne. Det er Hjørring, Jammerbugt, Læsø, Mariagerfjord, Rebild, Thisted og Vesthimmerlands kommuner.

Mads Rune Jørgensen mener, at det ville blive svært, hvis man i Aalborg Kommunes skoler skulle klare sig uden brug af Chromebooks. 

- Vi kunne samle de bærbare ind, og så måtte vi prøve at se, hvordan vi kunne lave skole uden. Det ville være det muliges kunst, siger skolechefen og tilføjer:

- Vi har masser af undervisningstimer uden computer, og dem kunne vi så få mange flere af. Men hele digitaliseringen og vores elevers it-færdigheder ville lide et kæmpe knæk, hvis vi ikke kunne bruge de devices, vi har. Og så er der også et økonomisk spørgsmål, for Chromebooks er prismæssigt til at komme til.

- Det er ikke fordi vi synes, at alt skal være digitalt, men vi vil gerne have lov at bruge digitale midler, hvor det giver mening, siger Morten Thiessen (K), børne- og ungerådmand i Aalborg Kommune. Arkivfoto: Lars Horn / Baghuset

Også Morten Thiessen (K), børne- og ungerådmand i Aalborg Kommune, er lettet over udsigten til, at skolerne også i det kommende skoleår kan bruge Chromebooks i undervisningen.

- Det ser ud til, at både Google og KL tror på, at det er den vej, det skal gå. Og så må vi håbe, at Datatilsynet er enig, siger han.

Mindre skærmtid

Om kommunens "plan B" siger rådmanden:

- Så var det tilbage til analoge læremidler med kopiark og stilehæfter, i et vist omfang i hvert fald. Det er vi da rigtig glade for, at vi ikke skal. Det er ikke fordi vi synes, at alt skal være digitalt, men vi vil gerne have lov at bruge digitale midler, hvor det giver mening. 

Tidligere har eleverne i Aalborg Kommunes folkeskoler fået udleveret en Chromebook allerede i løbet af de første skoleår. Ved budgetlægningen i Aalborg Kommune sidste år blev det imidlertid besluttet at spare på udgifterne til digitale læremidler, så eleverne fremover først får udleveret en Chromebook i 4. klasse.

- Det er en besparelse, som faktisk giver super god mening, siger rådmanden.

Skolechef Mads Rune Jørgensen ser også besparelsen som et politisk signal.

- Man vil gerne have lidt mere praksisfaglig undervisning især i de mindste klasser, så de får nogle gode arbejdsvaner og lidt mindre skærmtid, siger han.

Per Overgaard, chef for undervisning og dagtilbud i Thisted Kommune, glæder sig over, at skolerne ikke får brug for "plan B". Arkivfoto: Diana Holm

Restriktiv tilgang

I Thisted Kommune glæder Per Overgaard, chef for undervisning og dagtilbud, sig over, at kommunens skoler efter alt at dømme også kan bruge Chromebooks i undervisningen fremover.

- Det er vi glade for. Google og Chromebooks er vores mulighed for at komme ind på de digitale læringsplatforme, som forskellige forlag har på nettet, siger han.

Kommunen har ligesom de øvrige 51 kommuner landet over fået en ny kontakt fra Google, hvor de nye vilkår er beskrevet.

- Blandt andet at de afstår fra at bruge data til udviklingsformål, men kun bruger det til vedligeholdelsesformål, siger skolechefen og tilføjer:

- Samtidig skal vi lave en restriktiv opsætning af vores egen brug af systemet. Det har vi allerede gjort i det forløbne år. Det betyder blandt andet, at der er nogle ting, eleverne ikke har tilgang til.

I Thisted Kommunes folkeskoler har alle elever på nær de to yngste årgange en Chromebook.

- Det handler også lidt om social mobilitet. Vi forsøger at give vores elever nogenlunde lige vilkår - også i forhold til det at arbejde med teknologi, siger Per Overgaard, der har indtryk af, at både lærere og elever betragter Chromebooks som et helt almindeligt undervisningsredskab. 

Skolechefen oplyser, at forvaltningen for en måneds tid siden meldte en "plan B" ud, i fald der ikke kom en løsning inden 1. august.

- Den får vi heldigvis ikke brug for, konstaterer han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden