Skoler får penge til nye værksteder: Elever skal lære at arbejde med teknologi
Villum Fonden har bevilget 6,9 millioner kroner til Thisted Kommune
THISTED: Med millioner fra Villum Fonden kommer der nu mere digital dannelse og teknologiforståelse på skoleskemaet i Thy.
Villum Fonden har netop bevilget cirka 6,9 millioner kroner til, at kommunens 15 folkeskoler alle kan etablere nye og udviklende værksteder, såkaldte makerspaces, hvor teknologi og digitale arbejdsformer er i centrum.
De nye makerspaces skal være med til at give alle folkeskoleeleverne et fagligt løft, når det kommer til demokratisk dannelse og uddannelse i et digitalt samfund. Chef for undervisning og dagtilbud Per Overgaard glæder sig over de nye muligheder, der nu skal i spil:
- Jeg er helt sikker på, at bevillingen bidrager til at give vores elever en større teknologiforståelse og en lyst til at eksperimentere og lære. Bevillingen sætter os i stand til at etablere værksteder, makerspaces, på alle skoler, hvor eleverne kan arbejde med innovation, teknologi og produktion, udtaler han i en pressemeddelelse fra Thisted Kommune.
I Thy skal projektet kobles til lokale virksomheder og aktører, som bidrager med cases, viden og restmaterialer. Ved at forbinde skole og det omkringliggende samfund kan eleverne komme til at arbejde med virkelighedsnære problemstillinger og udfordringer, som de skal komme med deres løsningsforslag på. Indgangen til de lokale virksomheder sker gennem et samarbejde med Thy Erhvervsforum.
Thisted Kommune er en af i alt otte kommuner, som i denne omgang modtager i alt 43,3 millioner kroner fra Villum Fonden til etablering af makerspaces. Projektet i Thy løber over en fireårig periode fra 2023 til 2027.
Som samarbejdspartnere har kommunen Professionshøjskolen UCN, og der er aftalt partnerskab med Det Nationale Testcenter for Store Vindmøller. Både ledere, medarbejdere og elever skal kompetenceudvikles i et samarbejde med Aalborg Universitet, UCN’s læreruddannelse og CFU.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.