Frakendt kørekortet

Snuppet for tredje gang uden kørekort: Nu kan han miste spritny og dyr bil

Det kan hurtigt blive en dyr affære at blive ved med at køre bil, når man ikke har førerret

Arkivfoto

Arkivfoto

THISTED:Det kan blive hamrende dyrt at blive ved med at køre bil, selvom man ikke har et gyldigt kørekort.

Det må en 29-årig mand fra Thisted sande.

Vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi fortæller, at den 29-årige blev standset af en politipatrulje lørdag aften ved 19.30-tiden i Struer.

- De kan så se, at han ikke har et gyldigt kørekort. Og der er jo reglerne om, at når man kører uden førerret for tredje gang, så konfiskerer vi bilen, fortæller Jens Claumarch.

Det var netop tredje gang, at den 29-årige blev standset i en bil, som han var ejer eller bruger af, så denne gang blev bilen konfiskeret.

- Hans problem er, at han har købt bilen her i marts som spritny. Bilen har kørt omkring 800 kilometer. Og den model, han har købt, starter ved 410.000 kroner for den billigste, konstaterer vagtchefen.

Der er tale om en Toyota RAV4 med automatgear.

Den 29-årige har protesteret over konfiskationen af bilen, og sagen skal derfor indbringes for retten. Hvis dommeren også mener, at der er grundlag for at konfiskere den nye bil, kan den ende med at blive solgt på auktion.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst