Politi advarer fortsat: Sort is mange steder
Uheld sendte bil af vejen og ud i vejskilt
Opdateret 14. januar 2024 kl. 05:42
Opdateret klokken 5.40 søndag med nyt efter natten.
En norsk statsborger bosat i Fjerritslev fik sig en slem forskrækkelse, da han lørdag eftermiddag kl. 17.15 kørte galt på Gl. Aalborgvej mellem Frøstrup og Østerild.
I en blød venstrekurve mistede den 60-årige bilist herredømmet over sin bil, der skred ud i et skilt og væltede rundt, før den blev stoppet af noget træbevoksning og lagde sig på taget.
Det oplyser vagtchef Anders Hansen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
- Han forklarer selv, at der var sort is på vejen. Han havde sat farten ned til 60 km/t, fordi han var klar over risikoen for glatføre inde i plantagen, og det havde han jo ret i, konstaterer vagtchefen.
Han oplyser, at den ældre bilist slap uskadt fra uheldet og selv formåede at komme ud af sit køretøj. Til gengæld skete der en del materiel skade på hans bil.
Midt- og Vestjyllands Politi meldte lørdag aften om, at mange bilister har henvendt sig med advarsler om sort is mange steder i politikredsen.
- Flere steder glider bilerne af vejen og ned i grøften. Heldigvis har vi ikke nogen alvorlige færdselsuheld endnu. Pas på hvis du skal ud at køre i aften eller i nat, advarede Midt- og Vestjyllands Politi på X.
Søndag morgen konstaterer vagtchef Jesper Sørensen, Nordjyllands Politi, at de glatte veje fortsat er noget, man skal tage hensyn til, uanset om man er i bil, på cykel eller til fods.
- Jeg kan i hvert fald se, der kommer mange meldinger om faldulykker ind via 112, siger vagtchefen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.