Integration

Spidse bemærkninger om integration: Jeg er aldeles uenig med Ib

Egentlig handlede det bare om at revidere forretningsordenen for integrationsrådet, men integration vækker skarpe politiske følelser

Peter Sørensen er i dag konservativt medlem af Thisted Kommunalbestyrelse. Tidligere var han DF'er og partifælle med Ib Poulsen, men de to ser i dag meget forskelligt på integrationsrådets opgaver og betydning. 
Peter Sørensen er i dag konservativt medlem af Thisted Kommunalbestyrelse. Tidligere var han DF'er og partifælle med Ib Poulsen, men de to ser i dag meget forskelligt på integrationsrådets opgaver og betydning.  Arkivfoto: Peter Mørk

THISTED: - Jeg er aldeles uenig med Ib.

Sådan faldt den meget direkte kommentar fra Ulla Vestergaard, socialdemokratisk gruppeformand, med adresse til Dansk Folkepartis Ib Poulsen.

Det skete, da kommunalbestyrelsen i denne uge drøftede en sag om noget så jordnært som revision af forretningsordenen for kommunens integrationsråd. 

- Vanen tro stemmer jeg imod. Det har ingen relevans, og fraværet fra rådets møder tyder ikke på den store interesse, sagde Ib Poulsen (DF) med henvisning til, at der i følge dagsordenen havde været fravær fra syv af integrationsrådets medlemmer. Og når medlemmerne ikke kommer, er der så interesse for rådet, lød Ib Poulsens ræsonnement.

Og andre en Ulla Vestergaard var ikke enige i Ib Poulsens tilgang til sagen.

- Fair nok, Ib. Det handler om politik og om forholdet til de fremmede, konstaterede Morten Bo Bertelen (SF).

Og så blandede et medlem af integrationsrådet sig i debatten. Det var Peter Sørensen (K).

- Jeg sidder i integrationsrådet - og jeg er gammel DF'er, lød det inden Peter Sørensen gav sit syn på rådets arbejde.

- Det er jo bare et spørgsmål om, at de, der er her, skal integreres. Og så må vi gøre det bedst muligt, sagde Peter Sørensen.

Han havde også en forklaring på det store fravær til det eneste møde i rådet.

- Rigtig mange er interesseret i at være med i integrationsrådet. Der er vel 13-14 medlemmer - og så er der plads til, at nogen ikke møder op, sagde Peter Sørensen og tilføjede, at langt de fleste rådsmedlemmer er beskæftiget på arbejdspladser rundt om i kommunen.

- Og det er da fint, sagde han.

Kun Ib Poulsen stemte imod revisionen af rådets forretningsorden. Brian Nielsen (NB) undlod at stemme, mens de øvrige 25 medlemmer af kommunalbestyrelsen stemte for. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden