Kommunalpolitik

Spidskandidat taler for samarbejde: Det skaber resultater

- En kommunalbestyrelse skal samarbejde, for her som i enhver anden bestyrelse handler det om, hvordan kræfterne kan bruges til at skabe de bedste resultater, siger Niels Jørgen Pedersen, Venstres borgmesterkandidat

Niels Jørgen Pedersen, Venstres kandidat til borgmesterposten i Thisted Kommune, taler om samarbejde og om at se tingene i sammenhænge som vigtige forudsætninger for et konstruktivt samarbejde i en ny kommunalbestyrelse. Foto:  Bo Lehm
Niels Jørgen Pedersen, Venstres kandidat til borgmesterposten i Thisted Kommune, taler om samarbejde og om at se tingene i sammenhænge som vigtige forudsætninger for et konstruktivt samarbejde i en ny kommunalbestyrelse. Foto: Bo Lehm

THISTED: To ord, samarbejde og sammenhæng, går igen, når Niels Jørgen Pedersen, Venstres kandidat til posten som borgmester i Thisted Kommune, skal forklare, hvad han anser som afgørende vigtigt for at få det bedste ud af den kommunalbestyrelse, vælgerne sammensætter 16. november - og gerne med ham som borgmester.

- Gennem de seneste fire år er det lykkes at skabe et godt samarbejde i kommunalbestyrelsen, men det må gerne lykkes endnu bedre i de næste fire år, siger Niels Jørgen Pedersen.

Han tilføjer, at røster om manglende samarbejde fra de 12 mandater, som ikke blev del af den konstituering mellem Venstre og Socialdemokratiet, som sikrede Ulla Vestergaard (S) borgmesterposten efter valget i 2017, er en del af rumlen omkring en valgkamp.

- I en valgkamp vil nogen gerne give indtryk af, at tingene ikke har fungeret. Men samarbejde er noget, alle har en pligt til at deltage i - og det skal ikke være på valgaftenen, rammerne for et samarbejde aftales. Samarbejde skal udvikles løbende, siger Niels Jørgen Pedersen, som forventer, at vælgerne 16. november sammensætter en ny kommunalbestyrelse med en bredere forståelse af begrebet samarbejde.

God økonomi tæller

- Vi ser ind i en periode, hvor de ting, der skal ske, er begunstiget af kommunens gode økonomi. Derfor tror jeg ikke, de næste fire år vil være præget af lange konflikter på grund af økonomi, siger den 56-årige borgmesterkandidat og gårdejer, der blev valgt til kommunalbestyrelsen i 2013.

- Men taler vi samarbejde og evnen til at se ting i sammenhænge, så skal vi blive meget bedre til at udnytte de ressourcer, der er til rådighed i kommunalbestyrelsen. Præcis som det sker i alle andre bestyrelser.

For Niels Jørgen Pedersen er det vigtigt at se sammenhænge, når retningen for de kommende års politiske arbejde lægges. Helt enkelt fordi beslutninger, der træffes på et område, som regel griber ind i andre.

Venstres liste tæller 14 kandidater

Venstres kandidatliste til kommunalvalget 16. november tæller 14 navne - heraf 5 medlemmer af den nuværende kommunalbestyrelse, som søger genvalg (g).

Spidskandidat: Niels Jørgen Pedersen (g)

Kristian Tilsted (g)

Susanne Olander

Preben Dahlgaard

Ida Rytter

Kenneth Bjerregaard

Henrik Gregersen (g)

Peter Larsen (g)

Lars Steffensen

Søren Kanne Zohnesen (g)

Johannes Kristensen

Henning Jensen

Paul Bendix Nielsen

Else-Marie Overgaard Holmenes

Mulighederne for et solidt afsæt er der. Stor natur, gode kulturtilbud, gode skoler, institutioner og arbejdspladser, gode virksomheder og stærke produktionserhverv er alle elementer, som skal spille sammen for at sikre, at Thisted fortsat er en attraktiv kommune i udvikling - og med en god økonomi.

Blandt Venstres mærkesager er et fortsat arbejde for at fastholde en god, kommunal økonomi, udvikle erhvervspolitikken, skabe gode rammer for bosætning i kraft af gode boliger, gods jobs og gode pasnings- og sundhedstilbud. Der skal føres en klog klimapolitik og fritidslivet og de frivillige kræfter, der bærer det, skal styrkes.

- Klimaet skal højt på dagsordenen og det skal vi være fælles om. Vi er et unikt sted med vind, sol og biomasse som løftestænger for at sætte en grøn dagsorden for udvikling. Alternativet er, at vi skal begrænse os eller afstå fra at gøre ting, vi gør i dag, siger Niels Jørgen Pedersen.

En af de kommende års udfordringer er at håndtere udfordringen i en ændret befolkningssammensætning. Kommunens indbyggere bliver stadig ældre.

Boliger og udvikling

- Forholdene for børn og ældre taler direkte til vores følelser, og ser vi på en stadig voksende gruppe af ældre bliver det en opgave at skabe rammerne for, at folk kan afvikle et godt ældreliv. Det kræver at vi har øget fokus på både udbygningen af ældreboliger og egentlige plejeboliger - og her kan en ting som ventelister til ældreboliger være et godt sted at tage afsæt, siger Niels Jørgen Pedersen.

Boliger til borgere i de erhvervsaktive aldersgrupper er også af betydning, hvis ønsket om at tiltrække arbejdskraft og skabe ny bosætning skal opfyldes.

- Vi får brug for at finde nye hænder både til pleje-og servicesektoren og til vores produktionsvirksomheder, hvis vi skal udvikle vores erhvervspolitik fortsat, siger Niels Jørgen Pedersen.

Hans øjebliksbillede af den kommune, han vil være borgmester i, er klart. Det er en kommune, som er i fokus i kraft af sin natur, sin nationalpark og Cold Hawaii.

- Vi har rykket med succes, fordi kommunen har bygget på og understøttet en udvikling, som har ført mere med sig. Det samme ser vi, efter vi fik en ny erhvervspolitik, hvor vi skiftede fokus fra at kommunen var en myndighed til at levere service. Vi skal fortsat forstå at skabe rammer for udvikling, og understøtte udviklingen, når den kommer.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden