Spildevand i Thisted testes for coronavirus
Planen er, at der i juli skal tages daglige prøver på Thisted Renseanlæg
Opdateret 17. maj 2022 kl. 12:16
THISTED: Det forventes, at der i juli måned skal tages daglige prøver af spildevandet på Thisted Renseanlæg for at kortlægge corona-smittetrykket i Thisted Kommune.
Det oplyser Thisted Vand i en pressemeddelelse.
Thisted Renseanlæg er udvalgt til at deltage i et statsfinansieret spildevandsprojekt, hvor der dagligt i juli måned skal tages spildevandsprøver til undersøgelse for SARS-CoV-2 (covid-19 virus). Der er udvalgt ca. 20 renseanlæg fordelt ud over hele Danmark til den nationale undersøgelse, som foretages af Statens Serum Institut.
Det er en forudsætning for, at projektet kan gennemføres, at der forinden vedtages en lovændring af Epidemiloven. Det forventes dog, at lovændringen bliver vedtaget, så prøveindsamlingen kan påbegyndes 1. juli.
Forskning viser, at SARS-CoV-2 der forårsager COVID-19 bliver udskilt i toiletter allerede indenfor et døgn, før man typisk oplever symptomer på den smitsomme virus.
Toiletvandet giver ikke forskerne mulighed for at opspore enkeltpersoner, der er smittet med coronavirus, men de foreløbige erfaringer viser, at det til gengæld er muligt at måle, om antallet af smittede stiger eller falder i det område, der er indsamlet prøver fra.
Hvis forsøget bliver en succes, kan de centrale analyser af spildevandet på renseanlæggene evt. udvides med decentrale test i spildevandsbrønde rundt om i kommunen. På den måde kan der spores lokale smitteudbrud.
Statens Serum Institut dækker omkostningerne i forbindelse med pilotprojektet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.