Tyverier

Stjal brandbil med båd: det holdt kun 11 minutter

36-årig mand var tilsyneladende påvirket af både alkohol og stoffer, da han så sit snit til at snuppe køre væk i en brandbil

En brandbil fra Nordjyllands Beredskab blev kortvarigt stjålet af en påvirket 36-årig mand. 
En brandbil fra Nordjyllands Beredskab blev kortvarigt stjålet af en påvirket 36-årig mand.  Foto: Martél Andersen

Opdateret kl. 21:57

THISTED: En 36-årig mand så søndag aften sit snit til at forsøge sig som "brandmand". Han stjal nemlig en brandbil med en redningsbåd efterspændt på en trailer.

- Klokken 17.43 fik vi en anmeldelse fra Thisted Havn. En anmelder så det, han kaldte for en suspekt person, der i hvert fald ikke lignede en brandmand, sætte sig ind i en brandbil, som holdt dernede med en bådtrailer efterspændt, og køre fra stedet, fortæller vagtchef Andreas Bang Andersen, Midt- og Vestjyllands Politi.

Brandbilen, der altså blev ført af den 36-årige, kørte syd ud af Thisted til Hornstrupvej i Næstrup Skov. Her kørte den 36-årige ind i skoven med brandbilen. Her efterlod han bilen og løb fra stedet.

- Vores anmelder fulgte efter den stjålne brandbil, og det var rigtig fint, for så kunne han holde os underrettet, og så kunne vi hurtigt dirigere nogle patruljer til området. Og da manden stak af fra bilen i Næstrup Skov havde vi en patrulje lige i nærheden, så allrede klokken 17.54 kunne vi anholde den 36-årige, forklarer vagtchefen. 

Manden erkendte overfor betjentene, at han havde stjålet bilen, men kunne alligevel ikke dy sig for at svine betjentene til, så udover sigtelser for brugstyveri af en brandbil med båd, kørsel i spirituspåvirket og  narkopåvirket tilstand blev den 36-årige også sigtet for fornærmelig tale overfor betjentene.

- Måske havde han en drøm om at blive brandmand, men så er det altså den forkerte vej at gå at starte med at stjæle en brandbil. Det er frækt ud over alle grænser, men heldigvis blev det altså hurtigt stoppet, og han fik kun få minutter som "brandmand", lyder det lakonisk fra Andreas Bang Andersen, der kalder tyveriet ret så usædvanligt.

Brandbilen var i øvrigt på havnen, fordi der tidligere på dagen var indløbet en anmeldelse om forurening af vandet i Thisted Havn. Her var der set noget oliefilm på overfladen af vandet, og derfor va beredskabet tilstede for at dæmme olien ind.

Den 36-årige bliver løsladt efter endt afhøring, men kan se frem til et retsligt efterspil.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden