Stor Kandis-film fik sin verdenspremiere på hjemstavnen: - Det betyder alt

Dokumentarfilmen ”Kandis For Livet” blev fejret med stor premierefest i Thisted

Foto: Bo Lehm

Foto: Bo Lehm

THISTED:Trængslen i den lille biograflobby nærmer sig kaotiske tilstande, da Johnny Hansen træder ind på den røde løber, iklædt blå blazer og småblomstret skjorte med den øverste knap kækt åbentstående. Han tager sig tid til et hurtigt tjek af, om regnen har ødelagt frisuren, inden han træder ind foran de rullende kameraer.

Det er ikke hver dag, Kino 1-3 kan byde på et arrangement af denne kaliber, hvor alle tre sale er i brug, og journalister fra landsdækkende medier nærmest vælter over hinanden for at få en kommentar fra selveste filmens hovedperson.

Men med dokumentarfilmen ”Kandis For Livet”, instrueret af den upcoming filminstruktør Jesper Dalgaard, der har trådt sine barnesko i Sjørring, var det oplagt, at netop Thisted skulle danne ramme om premieren.

- Det betyder alt, at vi står her i Thisted i dag, for det er her, vi kommer fra. Det var her, vi havde vores første koncert, og det er her, det hele er startet for os. Det kunne ikke være andre steder end Thisted, siger Johnny Hansen og fortsætter:

- Jeg er utroligt stolt over at se, at så mange vil ind og se filmen. Jeg synes, Jesper har lavet en fantastisk film og et godt stykke arbejde, og ham kommer man til at se meget mere til i fremtiden.

Filmens oplæg gik på, at dokumentarholdet ville følge Kandis rundt på landevejene til nogle af de talrige koncerter, bandet spiller rundt omkring i kongeriget.

Men bevæger man sig ind i biografens mørke for at opleve det endelige resultat, vil man snart konstatere, at ”Kandis For Livet” er kommet til at handle om meget andet og mere end Kandis.

Det er en stærk fortælling om idoldyrkelse og den særlige fankultur, Kandis har omkring sig. Og det er et portræt af nogle menneskeskæbner, for hvem Kandis har betydet liv og død.

- Jeg er glad for, at det ikke blev, som man oprindeligt havde tænkt, for så ville filmen kun henvende sig til vores hardcore fans. Det er i stedet blevet til en film, hvor man måske kan drage paralleller til sig selv, og selvom man ikke spejler sig i musikken, så vil jeg mene, det er en film, der kan ses af alle, siger Johnny Hansen.

Kandis har Danmarks største fanklub med over 3000 betalende medlemmer, og filmen har også haft held til at lære det garvede festband en ting eller to om deres dedikerede fans.

- Jeg var ikke klar over, at de spejlede sig så meget i vores liv og tekster. Godt nok har vi solgt mange plader gennem tiden, men at det blev brugt på den måde, var jeg noget overrasket over, siger Johnny Hansen.

Til filmen er produceret en plakat, hvor Kandis-Johnny står klædt i hvidt som en gudefigur med fans omkring sig. Johnny Hansen selv trækker lidt på smilebåndet over motivet.

- Det var Jespers idé. Jeg er ikke Jesus, men jeg kan godt følge ham og se meningen med det, siger han med et lille grin.

Tidligere på dagen blev premieren markeret med gratis Kandis-koncert. Her var regn og efterårsvejr ingen hindring for de glade fans, der var mødt talstærkt op for at fejre dagen i ly af farvestrålende paraplyer.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.