Ildebrand

Under kontrol: Brandfolk har fået has på naturbranden i Thy

Politiet besluttede at evakuere folk fra by nær branden, da ilden bredte sig hurtigt tidligere på dagen

Brandfolk fra en række nordjyske brandstationer blev sat ind for at slukke den store naturbrand i Thy. 
Brandfolk fra en række nordjyske brandstationer blev sat ind for at slukke den store naturbrand i Thy.  Foto: Torben Hansen

Opdateret kl. 18:53

THY: Den store naturbrand, der tirsdag brød ud i Thy i området ved Vangså mellem Nørre Vorupør og Klitmøller er hen under aften ved at være under kontrol. Det fortæller Diana Sørensen, direktør for Nordjyllands Beredskab.

- Vi har ikke fuld kontrol over branden endnu, men vi forventer at have det inden for en halv times tid (klokken 18, red.). Vi har én primær brand og tre sekundære brande, og det er et ret stort område.

- Det er cirka 65 hektar, som er brændt, siger Diana Sørensen.

Der er indsat personel fra fem brandstationer samt fra Beredskabsstyrelsen i Thisted, og der har derudover også været frivillige brandfolk i aktion foruden en indsatsleder.

- I alt har der været indsat cirka 60 i alt, plus de politifolk, der er herude, siger Diana Sørensen.

Det brændte område ligger øst for Kystvejen ved Vangså, hvorfra ilden har bredt sig østover på begge sider af Trapsandevej.

Branden startede i en grøft på Kystvejen, men på grund af den meget kraftige vind, så fik den næring og mulighed for at brede sig ukontrollabelt og hurtigt.

Naturbrand i Nationalpark Thy. Foto: Torben Hansen

Udover selve slukningsarbejdet med vand, så har der også været arbejdet sammen med Naturstyrelsen for at få etableret nogle standsningslinjer - bælter, hvor man pløjer jorden op, hvor der ikke er noget ved eller græs, som ilden kan få fat i, og derfor gerne skulle dø, når den når frem til linjerne.

- Og de holder indtil videre, siger Diana Sørensen.

Desuden fik brandfolkene hjælp fra oven, idet det ud på eftermiddagen begyndte at regne, og det lagde en dæmper på flammerne.

Der har også været indsat en helikopter fra Flyvevåbnet, der har hjulpet brandfolkene med at observere branden fra oven, så man har kunne dirigere folkene derhen, hvor behovet var størst, og deres indsats gav det bedste udbytte.

Helikopteren har kun observeret, den har ikke været brugt i selve slukningsarbejdet, selv om man for nyligt har holdt forsøg med det i Danmark.

Af frygt for, at branden skulle sprede sig, besluttede man tidligere på dagen at evakuere landsbyen Vang, der lå lige i skudlinjen, hvis ikke det var lykkedes at stoppe flammerne. I første omgang fandt evakueringen dog stod på grund af den kraftige røg, der drev ind over landsbyen.

Selvom branden nu er så godt som under kontrol, så kommer der til at være brandfolk på arbejde i området længe endnu, siger Diana Sørensen.

Dels kan der være nogle mindre lokale ildlommer, der skal slukkes, dels kommer der til blive at posteret en styrke til at være brandvagter i området.

- Det blæser stadigvæk, og vi kan ikke risikere, at det blusser op igen, så der kommer til at være mandskab derude hele natten, siger Diana Sørensen.

Samtidig skriver Midt- og Vestjyllands Politi på X - det tidligere Twitter - at beboerne i Vang kan vende hjem til deres huse igen, nu hvor branden er under kontrol, og der ikke er den voldsomme røgudvikling længere.

Ilden bredte sig hastigt til et stort område på grund af den kraftige blæst. Foto: Torben Hansen

Det er brandfolk fra stationerne i Hanstholm, Thisted, Nykøbing Mors, Hurup og også Aalborg, der deltager i slukningsarbejdet.


Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden