Store præmier på spil: Hanstholm er vært for et af Danmarks største fodboldstævner

Fodboldturneringen Cold Hawaii Indoor blev sidste år aflyst kun en uge inden turneringens start. I år er der dog ingen fare for aflysning, når Spar-købmanden i Klitmøller inviterer til en dag med fodbold, fest og farver

Trekløveret bag Cold Hawaii Indoor By Spar Klitmøller. Fra venstre Kenneth Corell, halbestyrer Hanstholm, Mikael Konradsen, Spar Klitmøller og Kim Jørgensen, formand HIF. <i>Foto: Ole Iversen</i>

Trekløveret bag Cold Hawaii Indoor By Spar Klitmøller. Fra venstre Kenneth Corell, halbestyrer Hanstholm, Mikael Konradsen, Spar Klitmøller og Kim Jørgensen, formand HIF. Foto: Ole Iversen

HANSTHOLM: Julen er højtid for andet end bare risengrød og gaveindpakning. December er traditionen tro også måneden, hvor indendørs fodboldstæver over hele landet skal afgøres. Som noget nyt er Hanstholm i år værter for et af Danmarks største indendørsstævner, hvor elitespillere fra hele landet kommer for at dyste mod også flere lokale hold.

Turneringen, der går under navnet Cold Hawaii Indoor - By Spar Klitmøller, skulle egentligt være afholdt allerede sidste år i julen, men måtte aflyses kun en uge før arrangementet, da nye retningslinjer fra sundhedsmyndighederne gjorde det umuligt at afholde turneingen på forsvarlig vis.

Nu prøver trioen bag arrangementet så igen at stable turneringen på benene. En trio, der foruden Mikael Konradsen fra Spar i Klitmøller også består af Kenneth Corell og Kim Jørgensen fra henholdsvis Hanstholm Hallerne og Hanstholm IF. Og i år skulle der ingen fare være for aflysninger, beroliger Kenneth Corell:

- Mandag kunne vi lukke for tilmeldingen, da alle pladser er blevet fyldt ud. Foruden 16 hold i herrerækken vil også fire inviterede elitedamehold deltage, dog i deres egen lille turnering i turneringen.

Der venter topbold og teknisk artisteri fra øverste skuffe, når landets bedste indoor-spillere kommer til Hanstholm 17. december. Noget bedre end det vi kan præstere - lyder det fra trioen bag det store initiativ.  <i>Foto: Ole Iversen</i>

Der venter topbold og teknisk artisteri fra øverste skuffe, når landets bedste indoor-spillere kommer til Hanstholm 17. december. Noget bedre end det vi kan præstere - lyder det fra trioen bag det store initiativ.  Foto: Ole Iversen

30.000 kr. og en plads i DM-finalen på spil

Samlet set er der præmier for 60.000 kr. på spil, hvoraf halvdelen går til turneringens vinder. Pengene er dog ikke er det eneste der trækker, fortæller Kenneth Corell. Blandt deltagerne, der kommer fra hele landet, vil nemlig flere elitehold på herresiden møde op, for hvem der er ekstra meget på spil:

- For de bedste af holdene vil der være pladser til Danmarksmesterskaberne i indoor på spil. En samlet sejr giver 20.000 ranglistepoint, hvilket for nogle hold kan være nok til at kvalificere sig til Danmarksmesterskaberne, der afholdes i Grenaa til januar.

- Tilmeldingen var ikke mere end lige åbnet, da de første store hold tilmeldte sig. Syv af holdene i top 10 på ranglisten endte med at tilmelde sig, og skal altså konkurrere mod blandt andre tre lokale hold, der i den grad må siges at møde kvalificeret modstand, siger Kenneth Corell videre.

Indendørsturneringen, der spilles lørdag 17. december, vil vare hele dagen, hvor der er mange gode grunde til at komme og give sin opbakning i løbet af dagen, fortæller Kenneth Corell.

- I og omkring hallerne i Hanstholm vil der være flere fanzoner med levende musik, salgsboder, en bar, foodtrucks uden foran hallerne og livestreaming af kampene fra cafeteriet, så de ikke misser kampene.

- Efter præmieoverrækkelsen ved 19-tiden, vil der være stor fest i hallen for både deltagere og publikum. Her har vi anskaffet en DJ og livemusik til at sætte skub i festen, fortæller Kenneth Corell.

Købmand betaler hele gildet

Præmierne og de mange hundrede timer, det har taget at planlægge turneringen, er betalt af Spar-købmanden i Klitmøller, Mikael Konradsen, der også er initiativtager til hele herligheden.

- Jeg er bidt af en gal fodbold, og har selv deltaget i min andel af indendørs fodboldstævner før i tiden. Derfor er jeg også ærgerlig over, at vi ikke rigtig har nogen større indendørsturneringer her på egnen. Generelt mangler dette i hele Nordjylland, hvilket er årsagen til, at jeg tilbød Hanstholm Hallerne at finansiere gildet, fortæller Mikael Konradsen.

Mikael Konradsen håber, at fodboldstævnet vil bidrage til at sætte spot på Thy og Hanstholm, i form af den omtale arrangementet genererer, samt at de lokale borgere vil vise deres opbakning ude i hallerne:

- Vi har gjort entréen gratis, så alle kan være med, i det omfang de ønsker. Jeg kommer selv til at være i hallen hele dagen, og ser frem til at se noget godt fodbold og deltage i efterfesten.

Overskuddet fra salget i hallerne går til de lokale idrætsforeninger i Hanstholm og Klitmøller, hvor Mikael Konradsen ikke er afvisende for at gentage turneringen næste år, hvis dagen bliver en succes:

- Bliver vi enige om at afvikle turneringen igen næste år, vil Spar i Klitmøller helt sikkert være med som sponsor igen. I sidste ende kommer det dog an på, hvordan opbakningen bliver i hallen, og om vi får samlet penge ind til idrætsforeningerne.

Turneringen sparkes i gang kl. 9 lørdag 17. december og slutter ved midnat, når efterfesten lige så langsomt lakker mod enden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Skolelukninger på vej i Aalborg: Se her, hvor det rammer
Luk