Storsejr til Sallingsund: Slår skadesramte Klitmøller
Klitmøller IF kunne ikke stille noget op mod Sallingsund FC

Sallingsund fortsatte fredag aften de gode takter med en sejr over Klitmøller IF. Arkivfoto: Henrik Louis
KLITMØLLER:Det har længe set svært ud for Klitmøller IF, der ligger sidst i Serie 2. Fredag aften blev det ikke lettere, da holdet hjemme tabte 1-5 til Sallingsund FC, og håbet om overlevelse hænger i en meget tynd tråd.
Klitmøller IF har igennem længere tid været hårdt ramt af skader, og fredagens kamp var ingen undtagelse.
- Det er et godt holdt, vi mødte i dag. Vi var nødt til at ændre på otte positioner i forhold til sidste kamp, og der kan vi godt mærke, at Sallingsund er godt sammenspillet, og det er vi ikke, siger spillende træner for Klitmøller IF, Jacob Svane.
Hos Sallingsund FC betyder resultatet, at de fortsat kæmper med i den sjove ende af tabellen.
- Vi spillede faktisk ikke vores bedste kamp i dag, men i de momenter, hvor vi satte tingene rigtigt sammen, havde vi let ved at skabe chancer, siger Jeppe Poulsen, som er spillende træner for Sallingsund FC.
Og det var Sallingsund FC, der dominerede kampen igennem. Efter 19 minutter kom de foran, hvor Henrik Markussen blev spillet fri og scorede til 1-0. I første halvleg scorede gæsterne yderlige to mål. Først endte et frispark fra venstre side hos Morten G Poulsen, som let kunne sparke bolden i mål. Dernæst blev en bold headet videre til Mads Krog Sørensen, som gjorde det til 0-3.
I anden halvleg fortsatte kampbilledet, og efter 65 minutter kom Mathias O Jørgensen på tavlen med et chip over målmanden. Endelig kunne Henrik Markussen gøre det til 0-5 med et skud lige under overliggeren.
Klitmøller IF fik dog reduceret med to minutter igen med en scoring fra Frederik Lyng Steinfath.
- Vi dominerede det meste af kampen, så det er svært at være utilfreds, siger Jeppe Poulsen.
- Overlevelse ser svært ud, så det handler om at få noget humør ind i holdet og få sluttet sæsonen af på en god måde, siger Jacob Svane.
Kampfakta:
Fodbold, serie 2
Klitmøller IF
Sallingsund FC
Resultat: 1-5
Pausestilling: 0-3
Mål: 0-1 Henrik Markussen (19), 0-2 Morten G Poulsen (36), 0-3 Mads Krog Sørensen (43), 0-4 Mathias O Jørgensen (65) 0-5 Henrik Markussen (71) og 1-5 Frederik Lyng Steinfath (88)
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.