Strid om luksuslejligheder: Kommunen uden skyld i, at byggeri ikke står færdigt

Frustrationerne er forståelige, når man ikke kan flytte ind i den lejlighed man har købt, men det er ikke Thisted Kommune, der skal kritiseres for, at andre har givet lejlighedskøberne opfattelsen af, at de kunne flytte ind på Sydhavnsvej 1. juli, siger en af de ejere, som står med nøglen til en lejlighed, der ikke må bebos

1. juli overtog ejerne af otte lejligheder i nybyggeriet på Sydhavnsvej deres nøgler og flyttede ind i tillid til, at lejlighederne komme bebos. Det kan de ikke, for der er ikke givet ibrugtagningstilladelse. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

1. juli overtog ejerne af otte lejligheder i nybyggeriet på Sydhavnsvej deres nøgler og flyttede ind i tillid til, at lejlighederne komme bebos. Det kan de ikke, for der er ikke givet ibrugtagningstilladelse. Arkivfoto: Henrik Bo

THISTED:- Jeg mener, at Thisted Kommune har passet sit arbejde - og kommunens arbejde er min sikkerhed for, at tingene er i orden.

Sådan lyder Christian Søe-Larsens helt personlige konklusion i den månedlange disputs mellem Thisted Kommune og ejerne af otte lejligheder i det nye lejlighedsbyggeri på Sydhavnsvej i Thisted. Ejerne, Christian Søe Larsen er en af dem,  overtog lejlighederne 1. juli i tillid til, at de kunne flytte ind, for det blev tilkendegivet, da de skrev under på skødet og fik nøglerne overdraget. 

En væsentlig ting manglede i forbindelse med overtagelsen 1. juli. Der var ikke givet en ibrugtagningstilladelse og uden den er det ikke muligt at bebo lejlighederne. Tilladelsen skal gives af Thisted Kommune, men byggeriet af det samlede lejlighedskompleks gjorde det ikke muligt for kommunen at udstede tilladelsen - helt overordnet, fordi hele området havde karakter af byggeplads.

Den manglende ibrugtagningstilladelse medførte, at kommunen ad to omgange, i juli og igen i august, gav beboerne påbud om at fraflytte lejlighederne indtil byggeriet var færdigt og ibrugtagningstilladelsen udstedt.

Situationen gjorde, at ejerne af de lejligheder, der ikke kunne bebos, rettede skarp kritik mod kommunen fordi den ikke udstedte ibrugtagningstilladelsen.

- Folk er flyttet ind i deres lejligheder i tillid til, at alt var i orden 1. juli. De havde ikke grund til at tro andet, for de vidst ikke bedre. Lejlighederne er deres hjem - og det er de nu smidt ud af. Det giver forståeligt nok nogle frustrationer, men det er ikke kommunens skyld, siger Christian Søe-Larsen.

I modsætning til de andre ejere, som ikke kan bebo deres lejligheder, er han heldigere stillet.

- Jeg købte min lejlighed med tanke for at flytte ind i den på et tidspunkt ud i fremtiden. Så jeg har tag over hovedet, men lejligheden er lejet ud, så jeg står med en lejer, som ikke kan flytte ind og det er da også et problem. Jeg kan sagtens forstå, at de, der er flyttet ind i god tro, er frustrerede og skal have afløb for deres frustrationer, men de er flyttet ind før byggeriet er færdigt, og det er ikke kommunens skyld at andre har givet dem en anden opfattelse. Jeg kan godt se, at området er en byggeplads, men jeg ser også, at der er travlt med at få byggeriet gjort færdigt.

Set i bakspejlet konstaterer Christian Søe-Larsen, at alle implicerede havde været bedst hjulpet, hvis de otte lejligheder ikke var overtaget 1. juli.

- Når jeg og andre får overdraget en lejlighed og får nøglen udleveret, uden samtidig at få besked om, at lejligheden ikke må bebos, så er det vel meget naturligt at tro, at lejligheden er klar til indflytning. Havde vi i stedet fået at vide, at vi ikke kunne bruge lejlighederne, er jeg ret sikker på, at vi ikke havde overtaget dem, men havde bedt om at få overdragelsen udsat til byggeriet var helt færdigt og der var givet en ibrugtagningstilladelse. Det er ikke første gang, et byggeri forsinkes, og der er nogle regler, der tager højde for den situation. Måske havde det været bedst for alle, hvis man havde erkendt, at byggeriet i sin helhed  ikke var færdigt og udsat overdragelsen af lejlighederne. Det havde sparet os for alt det her.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.