Sundhed under lup: Det går godt, men ikke uden udfordringer

Borgerne i Thisted kommune er ved godt helbred, hvis de selv skal sige det, men kommunens sundhedsprofil viser også, at der er ømme punkter. Overvægt er ét

76,9 procent af kommunens borgere er motionister. De dyrker enten decideret motionsidræt eller lettere motion, fremgår det af undersøgelsen. Men 20,7 procent ser sig selv som fysisk inaktive.
76,9 procent af kommunens borgere er motionister. De dyrker enten decideret motionsidræt eller lettere motion, fremgår det af undersøgelsen. Men 20,7 procent ser sig selv som fysisk inaktive. Arkivfoto: Diana Holm

THISTED: Selv om det overordnet går godt, når kommunens egne borgere skal vurdere deres egen sundhed, er der steder, hvor det går mindre godt.

Det  fremgår af "Sundhedsprofil Thisted Kommune 2021", hvor borgere i Thisted Kommune har svaret på spørgsmål om sundhed, kost- og motionsvaner og en række andre forhold, der samlet giver et billede af sundhedstilstanden blandt kommunens indbyggere.

3000 borgere blev bedt om at deltage i undersøgelsen. 54 procent af dem, 1620 i alt, deltog i undersøgelsen, som i følge borgmester Niels Jørgen Pedersens (V) forord er en mulighed for "at blive klogere på, hvordan vi har det i Thisted kommune".

- Nogen steder går det godt, men vi er ikke uden udfordringer, sagde Niels Jørgen Pedersen, da kommunalbestyrelsen i april tog undersøgelsen og dens resultater til efterretning.

Sundhed på tværs

Det skete i enighed om, at sundhed generelt er et område, der skal være i fokus og vil være det fortsat.

- Sundhed, også mental sundhed, skal bindes op på kultur og fritid, sagde Torben Overgaard (K), formand for kommunens udvalg for sundhed, kultur og fritid, der netop har fået den opgavesammensætning ud fra ønsket om at lade kultur og fritid understøtte kommunens sundhedsdagsorden.

- Sundhed skal håndteres på tværs af udvalg, konstaterede Henrik Gregersen (V), formand for social- og seniorudvalget med tanke for, at ensomhed også er en faktor med betydning af folks oplevelse af sundhed.

 Undersøgelsen "Hvordan har du et" gennemføres hvert fjerde år, og blev i 2021 for femte gang lavet som en landsdækkende undersøgelse. Formålet er at få viden om borgernes fysiske helbred, mentale trivsel og generelle livskvalitet og sundhedsadfærd, herunder også søvn, kost og bevægelse.

- Profilen begynder at tegne et billede af, hvor der skal sættes ind. Nu kan vi formulere målsætninger, sagde Lene Kjelgaard Jensen (K), mens Peter Larsen (V), formand for børne- og familieudvalget, meget direkte konkluderede, at kommunen er udfordret på KRAM-faktorerne, Kost, Rygning, Alkohol og Motion.

- Vi skal tage udfordringerne seriøst, sagde han.

Flere vejer for meget og spiser usundt
  • 83,8 procent af Thisted Kommunens indbyggere mener selv, at deres helbred er fremragende, vældig godt eller godt.
  • Men der er nuancer. 22 procent er enten dagligrygere eller storrygere mod 20 procent i gennemsnit for regionen.
  • 14,9 procent drikker mere end 10 genstande om ugen. Af dem flest mænd og særligt i aldersgrupperne 25-44 år og ældre end 65 år.
  • 20,7 procent betegner sig som "fysisk inaktiv". 62,1 procent dyrker "lettere motion"
  • 65,5 procent har kostmønstre med sunde og usunde elementer, mens 23,3 procent har et "usundt kostmønster". Tallet er steget siden 2013, hvor 18 procent havde et "usundt kostmønster".
  • Antallet af svært overvægtige er steget fra 16,5 procent i 2013 til 22,4 procent i 2021. Gruppen af svært overvægtige tæller flere kvinder end mænd, de fleste i aldersgrupperne 24-44 år og 45-64 år. 38,2 procent er overvægtige
  • 15,8 procent oplyser, at de har dårligt mentalt helbred. i 2013 var tallet 8,9 procent.
  • 12,1 procent af kommunens borgere er ensomme. I 2017 var tallet 8,3 procent.
  • 11procent sover dårligt om natten og 26,4 procent føler sig stressede.
Kilde: Hvordan har du det? Sundhedsprofil Thisted kommune 2021

Når borgerne i Thisted Kommune bedømmer deres eget helbred, vurderer 83,8 procent, at det enten er fremragende, vældig godt eller godt. Det er en stigning på tre procent siden 2017.

Nuanceret billede

Men der er nuancer. Selv om der er blevet færre rygere i kommunen, er antallet af dagligrygere og storrygere højere end gennemsnittet for regionen, og så drikker 14,9 procent af borgerne i kommunen mere end 10 genstande om ugen. 

Til gengæld er thyboerne flittigere motionister end gennemsnittet for  regionen og det er måske kun godt, for de spiser mere usundt end godt er. I 2013 havde 18 procent af Thisted Kommunes indbyggere et usundt kostmønster, i 2021 var det 23,3 procent mod gennemsnittet for regionen, som er på 20,9 procent.

Måske derfor er antallet af overvægtige også steget, i 2013 var 53,2 procent af kommunens indbyggere enten svært overvægtige eller overvægtige, i 2021 var tallet vokset til 60,6 procent, pænt over regionsgennemsnittet på 57,4 procent.

Undersøgelsen viser også, at antallet af mennesker, der oplever deres mentale helbred som dårligt, har været i stigning, flere oplever ensomhed - og flere sover dårligt om natten og flere føler sig stressede. Og så er der 53,6  procent af indbyggerne i Thisted Kommune, der sjældent eller aldrig deltager i foreningslivet. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden