Surfer sejlet ned og ramt af surfboard i ryggen - kørt væk i ambulance
Nr. Vorupør redningsstation kom onsdag eftermiddag en såret surfer til undsætning
Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:55
Tidligere fremgik det, at surferen i hårdt vejr havde ramt molen. Efter at have talt med surferen, der er ramt samt andre surfere er artiklen ændret
NR. VORUPØR: En ung mand kom onsdag til skade, da han var ude i at surfe i det hårde blæsevejr. Det fortæller stationsleder Benny Bak, Nr. Vorupør redningsstation.
Herefter blev han hjulpet ind til land.
Ulykken skete onsdag eftermiddag.
- Vi var på redningsstationen og stod og makkede med en gummibåd, da nogle kom løbende og fortalte, at en surfer var kommet til skade, fortæller Benny Bak.
- Vi hoppede i bilen og tog en båre med. Andre surfere havde fået den unge mand ind på stranden, hvor han klagede over at have ondt i hofter og ryg, siger Benny Bak.
Stationslederen tilkaldte straks en ambulance, men inden da, havde folk fra redningsstationen fået surferen over på båren med vakuum.
- Det er en slags madras, der former sig efter kroppen, og den tog de med i ambulancen, siger han. Den unge surfer blev kørt til sygehuset i Thisted.
Ifølge stationslederen var op mod 100 mennesker forsamlet ved molen i blæsevejret, og en tysk turist har da også efterfølgende på Facebook takket redningsstationen for deres indsats.
Det er ifølge Benny Bak ikke første gang i denne uge, at de må komme surfere til hjælp.
Tirsdag var en midaldrende mand i problemer, da hans sejl var gået i stykker, så han drev nordpå.
- Så måtte vi ud og hjælpe ham ind på stranden og lige se til, at han var okay, siger Benny Bak.