Surfing i kajak: Nordjysk medaljevinder ved VM
Jesper Tilsted vandt bronze ved VM i Cornwall

Jesper Tilsted har vundet bronze ved VM i kajaksurf. Foto: Bo Lehm
THY/CORNWALL:Surfing, det er normalt noget, der foregår stående på et surfbræt.
Men sporten kan også dyrkes i en kajak. Og for første gang nogensinde har en dansker vundet metal ved verdensmesterskaberne i kajaksurf.
Det var 46-årige Jesper Tilsted fra Nors, der kunne vende hjem med en bronzemedalje fra VM-stævnet Cornwall i Storbritannien.

Jesper Tilsted (til højre) sammen med en kursist i bølgerne ud for Klitmøller. Foto: Bo Lehm

Tredje gang var lykkens gang for Jesper Tilsted, der vandt bronze ved VM i Cornwall. Privatfoto
- Målet var en plads i semifinalen, så jeg er super godt tilfreds, selv om jeg selvfølgelig også kunne håbe på endnu mere, fortæller Jesper Tilsted, der vandt sin medalje i klassen for "masters", det vil sige mænd mellem 40 og 50 år.
Op til VM havde Jesper Tilsted døjet med en rygskade, som gjorde det tvivlsomt, om han overhovedet kunne deltage. Men han stillede til start i både den individuelle konkurrence og i holdkonkurrencen for alle otte danske deltagere på tværs af aldersklasser og køn. Det danske hold, med Jesper Tilsted som holdleder, sluttede som vinder af B-finalen.
Under VM blev Jesper Tilsted i øvrigt hyldet for sit engagement i sporten med en hæderspris, Dennis Judson Commitment Awards.

Jesper Tilsted er den første dansker, der har vundet medalje ved VM i kajaksurf. Foto: Bo Lehm
Det er tredje gang, thyboen er med til VM i kajaksurf, men altså første gang det er blevet til en medalje. Derimod har han tidligere vundet sølv ved EM.
Jesper Tilsted, der bor i Nors, driver sammen med sin far, Hans Peter Tilsted, forretningen HP Kajak & Fritid i Ræhr. Sideløbende holder han kurser i både havkajak og surfkajak.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.