Genbrugsbutik

Svære tider fører til tung beslutning - genbrugsbutik i Nors lukker efter 25 år

Danmission lukker genbrugsbutik i Nors med stor tak til de dedikerede frivillige, der har passet butikken

I 1996 købte Sigfred Kristensen og Kaj Stensgaard bygningen på Norsvej 28. De donerede den til Danmission i 2010, men udsigten til en dyr renovering fører nu til lukning. Privatfoto
I 1996 købte Sigfred Kristensen og Kaj Stensgaard bygningen på Norsvej 28. De donerede den til Danmission i 2010, men udsigten til en dyr renovering fører nu til lukning. Privatfoto

NORS: I 1994 slog Danmission dørene op for en genbrugsbutik i Nors. Tirsdag har butikken sidste åbningsdag, for Danmission har besluttet at lukke den.

- Det er blevet sværere og sværere at drive butik i Nors. Bygningen på Norsvej 28, hvor butikken har til huse, trænger til renovering. Det er en bekostelig affære, som ikke harmonerer med at drive en mindre velgørende genbrugsbutik. Desværre er tiden løbet fra butikken, siger udviklingskonsulent i Danmission Genbrug, Tom Sand Egeskov.

Det er dedikerede frivillige, der har sørget for, at genbrugsbutikken har tilbudt de lokale kunder en fin genbrugsoplevelse. Flere af de frivillige har været med i rigtig mange år - nogle endda helt fra grundlæggelsen af butikken i 1994
Tom Sand Egeskov,

Da butikken åbnede i 1994 var det byens første genbrugsbutik. Siden åbningen er den drevet af engagerede lokale frivillige, der har sørget for at sende butikkens overskud til Danmissions arbejde for fattige og udsatte i Asien, Afrika og Mellemøsten.

- Det er dedikerede frivillige, der har sørget for, at genbrugsbutikken har tilbudt de lokale kunder en fin genbrugsoplevelse. Flere af de frivillige har været med i rigtig mange år - nogle endda helt fra grundlæggelsen af butikken i 1994, siger Tom Sand Egeskov.

Han fremhæver Sigfred Kristensen og Kaj Stensgaard som særligt engagerede. I 1996 købte de huset på Norsvej 28, da genbrugsbutikken manglede en ny adresse. Indtil 2010 stod de to venner som husejere, men valgte så at donere huset til Danmission. Den nu afdøde Sigfred Kristensen var indtil sin død aktiv i butikken.

Både han og Kaj Stensgaard, som stadig er en del af livet omkring butikken, var i deres unge dage aktive i Dansk Missionsselskab. Det lagde kimen til deres engagement for Danmission.

Gennem 25 år har butikken indbetalt flotte beløb til Danmissions arbejde. Stor tak til den faste skare af trofaste og hårdtarbejdende frivillige
Tom Sand Egeskov,

- Vi vil gerne gøre nytte i Danmission, så længe vi kan. Mange mennesker har det svært. Dem bør vi hjælpe, sagde Sigfred Kristensen til Danmission Magasin i 2011.

- Fra Danmission lyder der en stor tak for den indsats, som de frivillige gennem så mange år har ydet i Nors. Det er altid trist, når vi må lukke en genbrugsbutik. Gennem 25 år har butikken indbetalt flotte beløb til Danmissions arbejde. Stor tak til den faste skare af trofaste og hårdtarbejdende frivillige, siger Tom Sand Egeskov.

Danmission driver fortsat genbrugsbutikker i Vorupør og Vilsund.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden