Sydthy nyt eldorado for flagermus
Naturstyrelsen genskaber naturlige vandstandsforhold ved Hvidbjerg Plantage i Thy - søer og vandhuller gør det nemmere for flagermus at finde føde.

Langøret flagermus er en af de arter, der lever omkring Hvidbjerg Plantage - og som får glæde af den nye, våde natur i området.Foto: Naturstyrelsen Thy.
SYDTHY:Vand er vigtigt for mange fugle, padder og insektarter, der både bruger vandet til at formere sig, finde føde og søge beskyttelse mod rovdyr. De nye muligheder for at finde føde er for eksempel til gavn for flagermus, som der er mange af omkring Hvidbjerg Plantage.
- Flere arter af flagermus jager insekter over vandoverfladen på søer og vandløb. Ved at skabe mere våd natur kommer der flere insekter. Det giver flagermusene flere muligheder for at finde føde, siger skovrider Ditte Svendsen, Naturstyrelsen Thy.
I løbet af den næste uges tid genetablerer Naturstyrelsen de naturlige vandstandsforhold nær Bodbjerg Sande og Lillehav. Det giver nye våde naturområder på knap 60 hektar fordelt på de to områder.
Knap fem kilometer grøfter dækkes, så vandet ikke ledes væk fra området, men samles i nye vådområder. De nye naturlige vådområder bliver et mekka for dyrelivet.
Hvidbjerg Plantage er levested for mange forskellige arter af flagermus.
Her er observeret damflagermus, troldflagermus, sydflagermus, brunflagermus, syd/brun/skimmelflagermus, vandflagermus og langøret flagermus.
Områdets øvrige dyreliv som krondyr, oddere og vadefugle, får også glæde af den våde natur.
Projektet Sårbar Vestkystnatur eller LIFE REDCOHA, gennemføres med støtte fra EU’s LIFE-program og skal hjælpe den trængte kystnatur langs Jyllands vestkyst.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.