Talentpris: Ung musiker hædret for musikcamps for børn
Sanger, musiker og sangskriver med baggrund i Hurup, er den første modtager af ny talentpris, uddelt af Kulturelt Samråd i Thisted Kommune
Opdateret kl. 19:59
THY: Line Gade, 25-årig sanger, musiker og sangskriver, havde under sin opvækst i Hurup gode muligheder for at udvikle sit talent på den lokale musikskole. Derimod savnede hun at kunne spille sammen med andre.
Så da hun senere blev MGK-elev tog hun i 2015 initiativ til, at børn i Hurup kunne bruge nogle sommerferiedage på at spille sammen med andre.
Line Gade havde været frivillig i organisationen Musikcamp i Løgstrup, hvor unge musikstuderende nogle år i forvejen begyndte at holde sommerlejr for børn i 4.-7. klasse. I dag er hun formand for Musikcamp, som står for tilsvarende arrangementer i alt seks steder i landet. Og Hurup er stadig en af seks byer, hvor der hver sommer er Musikcamp, og som samler 300 børn og 150 unge musikere.
I Thy har hun også stået for sangskrivningshold og et ungdomskor på musikskolen. Alt sammen - og mere til - var begrundelsen for, at Line Gade blev den første modtager af en ny talentpris, som Kulturelt Samråd i Thisted Kommune står for.
Hun modtog lørdag eftermiddag prisen af Poul Erik Skov Sørensen, der er medlem af - og tidligere formand for - Kulturelt Samråd.
- Jeg er glad for alle de muligheder, jeg har fået som thybo. Og hvis den her pris også skal være en inspiration for andre, så vil jeg gerne citere Pippi Langstrømpe: "Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert", sagde Line Gade i sin takketale.
Hun bor i dag i Aarhus, hvor hun - sammen med sin musikalske makker Sebastian Igens - har dannet duoen Roya, der er på vej med sit første album. Og de har lavet en coverversion af nummeret "500 miles" til en ny dansk film, "Miss Viborg".
Line Gade er i dag formand for den forening, der laver tilsvarende lejre i seks byer rundt omkring i Jylland.
Hun er uddannet musikterapeut, og arbejder hun med musik for handicappede børn og for ældre sociale udsatte.
Mens Thisted Kommunes kulturpris ud over æren består af en lille bronzefigur, ledsages talentprisen af et kontant beløb på 5000 kroner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.