Thisted

Teaterjubilæum markeres i Thisted: Kom i teatret for 300 øre

Dansk Teaters 300 års jubilæum fejres med særpris til forestilling om manden bag "Blæsten går frisk..."

Coronaen har betydet underskud i Thisted Teaterkreds. Men ikke mere, end vi klarer os, siger teaterkredsens formand, Thomas Munk.
Coronaen har betydet underskud i Thisted Teaterkreds. Men ikke mere, end vi klarer os, siger teaterkredsens formand, Thomas Munk. Arkivfoto: Lars Pauli

Opdateret kl. 14:45

THISTED: 23. september er det 300 år siden, der første gang blev spillet teater i Danmark - i hvert fald på dansk, og med offentlig adgang til forestillingen.

Dette jubilæum markeres i Thisted, dog ikke på selve dagen, men til en eftermiddagsforestilling i Musikskolen i Thys Kultursalen dagen efter, lørdag 24. september.

I samarbejde med Kulturrummet, Biblioteket i Thy og Museum Thy inviterer Thisted Teaterkreds her til koncertforestillingen "Blæsten" med Teater Monsuna.

Og i anledning af jubilæet bliver det en forestilling til en absolut overkommelig pris: Tre kroner - eller én øre for hvert af de år, der - indtil nu - er blevet spillet teater på dansk i Danmark, fortæller Thomas Munk, formand for Thisted Teaterkreds.

Jubilæet fejres i øvrigt med en reception efter forestillingen - selv om det selvfølgelig var i København og ikke i Thisted, dansk teater blev grundlagt i 1722.

Den første danske forestilling på Teatret i Lille Grønnegade ved Kgs. Nytorv var Moliéres "Gnieren". Men blot to dage senere fik Ludvig Holberg teaterdebut med "Den politiske kandestøber" på samme scene.

"Blæsten", som markerer jubilæet i Thisted, er en koncertforestilling med digte af Erik Bertelsen, der mest er kendt som manden bag "Blæsten går frisk over Limfjordens vande". Men mange af hans andre digte er til lejligheden blevet sat i musik af Niels Ørt. Og det er blevet til en koncertforestilling med "unikke animationer og remix af sjældent arkivmateriale".

Forestillingen beskrives som en hyldest til kystfolket - med sange om det vejrbidte liv ved kysten, og om vovemod, kærlighed og druknedød. Det er dog folk med base i Aarhus og København, som står bag "Blæsten".

Coronaen bider i halen

Thisted Teaterkreds kan præsentere "Blæsten" som tilbud nummer to i den nye sæson, der indledes med Teater Birchs "To tosser på tur", der opføres 11. september på Kirsten Kjærs Museum.

To år med corona har betydet underskud i Thisted Teaterkreds.

- Det er dog ikke værre, end at vi klarer os, siger Thomas Munk.

Men selv om det nu - forhåbentlig - er slut med restriktioner, kan epidemiens mærkes som en tilbageholdenhed hos teaterpublikummet.

- Som Gitta Malling, direktør for Limfjordsteatret, har udtrykt det, så vil coronaen nok bide os i halen de næste to år, siger Thomas Munk.

Thisted Teaterkreds har dog alligevel godt gang i forsalget til nogle af de populære forestillinger i den kommende sæson. Det gælder bl. a. "De tre Musketerer" med Den Ny Opera, der 4. februar opføres som serveringsteater i Thisted Musikteater.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden