Thisted FC ender på tredjepladsen i Jyllandsserien
Thisted FC fik en 3-1 sejr i sæsonens sidste kamp i Jyllandsserien
THISTED: Der var ikke meget på spil for Thisted FC i sæsonens sidste kamp i Jyllandsserien mod Hjørring IF, da de hverken kunne oprykning eller nedrykning. Dog var tredjepladsen stadig i spil, og det var den, som thyboerne gik efter. Da de 90 minutter var gået, kunne spillerne fra Thisted FC juble over, at målet om tredjepladsen var nået, da de vandt 3-1.
- Efter fire kampe stod vi med to point, så jeg synes, det er flot, at vi ender på en sikker tredjeplads, siger træner for Thisted FC, Thorbjørn Larsen.
Fra kampens start var Thisted FC mest på bolden. Dog kreerede de ikke mange chancer og spillede generelt for langsomt. Til gengæld holdt de også gæsterne fra fadet, og de gik til pause ved 0-0.
- Vi snakkede om, at vi skulle blive ved og skrue op for tempoet og ikke holde så meget i bolden, siger Thorbjørn Larsen.
Det hjalp, fordi kort tid inde i anden halvleg blev Tobias Friis spillet fri i dybden og scorede til 1-0.
Thisted FC fortsatte med at dominere, og efter 70 minutter blev føringen fordoblet. Her kom Jacob Hjort først på en retur og scorede til 2-0.
Kort tid efter blev det også 3-0. Thisted FC spillede sig igennem helt nede fra eget felt, og bolden endte hos Lukas Agesen, der scorede.
Gæsterne satsede til sidst, og med få minutter igen lykkedes det dem at score til 3-1 på et langskud. Det ændrede dog ikke på, at Thisted FC vandt en sikker sejr og slutter på tredjepladsen.
- Vi har mange unge spillere, som er førsteårs senior, så det er godt gået, at de får en tredjeplads, siger Thorbjørn Larsen.
Fodbold, Jyllandsserien 2
Thisted FC
Hjørring IF
Resultat: 3-1
Pause: 0-0
Mål: 1-0 Tobias Friis (49), 2-0 Jacob Hjort (70), 3-0 Lukas Agesen (73) og 3-1 (89)
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.