Thisted FC kom tilbage: Vinder storsejr i Serie 2
Team Tangen fik en lussing på 0-7, da de besøgte Thisted FC
Opdateret kl. 19:15
THISTED: Det var en hård start på den nye sæson, som Thisted FC fik sidste weekend i Serie 2, da thyboerne tabte 1-6 i Lemvig. Men lørdag eftermiddag fandt Thisted FC melodien, da de hjemme mødte Team Tangen. Her smadrede Thisted FC gæsterne med en sejr på 7-0.
- Vi havde noget at revanchere fra sidste weekend, og det må man sige, vi gjorde. Det var stort set det samme hold, men i dag vi en helt anden indstilling, siger spillende træner for Thisted FC, Jacob Kjær.
Allerede fra kampens start satte Thisted FC sig på kampen, og efter syv minutter stod der 1-0. Her spillede Thisted FC sig igennem på kanten og spillede den skråt tilbage til Peter Lukassen, som gjorde det til 1-0. Samme formular brugte hjemmeholdet otte minutter senere, da de scorede til 2-0. Her var det Jacob Kjær, som havde sidste fod på bolden.
- I det første kvarter pressede vi dem hårdt, og vi tillod ikke meget den anden vej, siger Jacob Kjær.
Efter 30 minutter modtog Jacob Kjær bolden på midten af banen, hvorfra han driblede ned og scorede til 3-0. Og kort før pausen kunne Peter Lukassen score igen, Thisted FC igen kom til baglinjen og spillede bolden skråt tilbage.
I anden halvleg skruede Thisted FC en smule ned for tempoet og pressede ikke ligeså hårdt som i første halvleg. Men efter 53 minutter lå bolden igen i nettet, da Kristian Thingaard Bjørn headede et frispark i kassen.
Den stilling holdt kun et minut, da Peter Lukassen fuldendte sit hattrick til 6-0.
Med et kvarter tilbage gik hjemmeholdet igen frem i et pres. Det gav endnu en scoring, hvor det igen lykkedes at spille sig igennem på kanten og slå bolden tilbage i feltet. Denne gang var det Elias Møller, som fik scoret.
Det blev en storsejr på 7-0 til Thisted FC, som dermed kom på pointtavlen med tre point.
- Vores mål for sæsonen er overlevelse, så det var en god sejr, som giver håb for de kommende kampe, siger Jacob Kjær.
Fodbold, Serie 2
Thisted FC
Team Tangen
Resultat: 7-0
Pause: 4-0
Mål: 1-0 Peter Lukassen (7), 2-0 Jacob Kjær (15), 3-0 Jacob Kjær (30), 4-0 Peter Lukassen (40), 5-0 Kristian Thingaard Bjørn (53), 6-0 Peter Lukassen (54) og 7-0 Elias Møller (85)
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.